Testresultater
Boligejere smækker som aldrig før solceller på tag, græs eller garage i håb om besparelser for både miljø og elregning.
Og solcellefirmaer bruger rygterne om en snarlig ændring af tilskudsordningen i deres markedsføring.
Men det tempo er langt højere, end hvad både elselskaberne og Energinet.dk kan håndtere, viser Tænks undersøgelse af ventetiden hos tre af Danmarks største elselskaber.
To måneders sommersol spildt
Mens solcellekunderne over sommeren har ventet op til to måneder på at få sluttet deres anlæg til elmåleren, ligger den gennemsnitlige ventetid nu på omkring en måned.
Tusinder af solcelle-ejere har over sommeren derfor ikke fået gevinst af de dyrebare sommerstråler, som er strømmet ind i de nymonterede anlæg.
Ifølge Björn Karlsson, som er en af Sveriges førende solcelleforskere og professor i energiteknik, er hver enkelt husstand med et gennemsnitligt 6 KW-anlæg gået glip af omkring 900 kWh pr. sommermåned, der er gået:
”Omkring 50 procent af den årlige el-produktion fra et solcellesystem opnås i sommermånederne maj, juni, juli og august. Derfor kan ventetid i netop månederne her gøre, at hver enkelt solcelle-ejer har mistet næsten 2.000 kroner i indtægter”, vurderer Björn Karlsson.
Flere led forsinker tilslutning
Tabet svarer til 14 procent af en gennemsnitsfamilies årlige el-forbrug pr. sommermåned.
Når ventetiden har kostet nye solcelle-ejere dyrt, er det, fordi flere instanser skal tale sammen.
Anlægget skal registreres af både solcellefirma og elselskab, før det kan tilsluttes nettoafregning hos Energinet.dk, som administrerer afregningen af opsparet og anvendt solenergi, så elmåleren populært sagt ”løber baglæns”.
Ventetid bliver ikke kortere
Hos energiselskaberne har ventetiden ikke umiddelbart udsigt til at blive kortere.
“I øjeblikket har vi cirka 1.400 ventende sager liggende, som mangler at blive behandlet," lyder meldingen fra kommunikationschef Jan Lyng Lauridsen fra energiselskabet SE Sønderjylland, som betjener 261.000 husstande.
"Antallet af tilmeldinger eksploderede omkring 1. oktober, og vi har været oppe omkring 1.000 tilmeldinger på en uge, fordi folk er nervøse over for regeringsændringer i ordningen,” fortæller han.
Hos DONG Energy i Nordsjælland kom der over sommeren 125-150 sager ind om ugen, mens hele 300 sager er landet i indbakkerne i løbet af bare to dage den sidste weekend i september.
Alle er overraskede
Hos energiselskabernes interesseorganisation, Dansk Energi, erkender forbrugerekspert Richard Schalburg, at el-selskaberne over en bred kam ikke har kunne følge med efterspørgslen af de populære solceller.
”En så eksplosiv interesse er ikke noget, elselskaberne i deres vildeste fantasi havde forestillet sig og skaffet bemanding til. Så det er klart kommet bag på alle.”
Af Anne Andersen




