Andre har set
QR-stregkoder: Sådan gør du
Når virksomheder opfordrer potentielle kunder at skanne det sort/hvide mønstrede felt i deres annonce, bør de også fortælle dig, hvordan du får fat i en skanner til en iPhone eller Android-telefon. Det gør de ofte ikke.
Det er dog relativt simpelt. Klik dig ind i App Store eller Android Market og søg på ”qr scanner”. Her vil du få en række valgmuligheder, og så er det blot at vælge en. De er gratis, kan alle skanne og har desuden måske lidt ekstrafunktioner.
Et kvadratisk felt med sorte og hvide felter i, en QR-kode (quick response), har du i det seneste års tid måske lagt mærke til dukke op i annoncer og på plakater i bybilledet.
Når du downloader et skanningsprogram til din smartphone, kan du skanne koden med din telefons kamera.
Din telefon går så på internettet og åbner den hjemmeside, som annoncøren gerne vil have dig over på.
Mange formål til at nå information
Men QR-koden kan også bruges til at generere andre former for indhold – eksempelvis et visitkort eller information om et produkt.
Det kan også få din telefon til at præudfylde en sms eller indtaste et telefonnummer for dig, som du så kan vælge at ringe op til, fortæller teknisk chef i det mobile marketingsbureau Responsfabrikken, Morten Friisgaard.
Skanningsprogrammer findes der forskellige gratis af til både iPhone og Android. Ofte anbefaler de virksomheder, der vil have dig til at skanne deres kode, et program.
Morten Friisgaard regner med at QR-skannere snart bliver præinstalleret på telefonerne.
Ingen risiko for virus
QR-koden blev opfundet af et japansk firma i 1994 som en afløser for stregkoden, fordi der kunne være mere data i. Efter sigende er nogle gravsteder i Japan udstyret med en QR-kode, hvor man kan læse mere om den afdøde og måske se et billede af den afdøde.
QR-koder kan ikke indholde vira, da en virus-programkode typisk vil bestå af for mange tegn til at kunne være i en QR-kode.
Du kan dog godt risikere at blive sendt over på en hjemmeside, hvor der er virus, via en QR-kode. Stoler du ikke på hjemmesiden, eller hvis din telefon advarer dig, så forlad siden.
Af Thomas Lemke
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.













