Gode råd
Skift Bank Dag den 1. oktober
Frivillige kræfter har taget initiativ til at udråbe den 1. oktober til Skift Bank Dag.
- Forbrugerrådet bakker op om opfordringen til, at flest mulige mennesker forholder sig aktivt til, om de har den bank, der er bedst for dem, etisk og økonomisk.
- Der er alt for lidt konkurrence i den danske banksektor, og derfor kan bankerne slippe af sted med at sælge deres produkter for dyrt. Det er forbrugerne, der betaler prisen.
- Vagn Jelsøe, afdelingschef i Forbrugerrådet
Find en billigere rente til dine banklån
Der kan være mange penge at spare på at undersøge bankmarkedet og finde den laveste rente til dine lån.
Tænk Penge har undersøgt, hvor stor renteforskellen på kassekredit, billån og boliglån kan være i danske banker.
Der er taget udgangspunkt i en modelfamilie, der har et
- boliglån på 300.000 kroner,
- et billån på 150.000 kroner og
- en kassekredit på 50.000 kroner.
Overvej bankskifte en gang om året
Resultatet viser, at modelfamilien kan spare 21.400 kroner i renteudgifter ved at vælge den rigtige bank. Det vil sige omkring 2.000 kroner om måneden.
Ved at sammenligne banker og overveje et skift, er du også med til at presse prisen hos din nuværende bank:
”Man skal huske, at den rente, man får tilbudt i banken, ikke alene er fastsat på baggrund af ens økonomiske forhold, men i lige så høj grad er et resultat af, hvorvidt bankrådgiveren tror, at man kan finde på at skifte bank,” siger Forbrugerrådets direktør Rasmus Kjeldahl.
Spar flest penge på dit boliglån
Tænk Penge har scannet bankmarkedet på pengepriser.dk, og herefter er beregningerne lavet på baggrund af bankernes oplysninger på deres egne hjemmesider.
Ved at se på spændet mellem højeste og laveste rente, viser undersøgelsen, at der især er penge at spare på banklån til bolig.
Beregningerne viser:
- Et rentespænd på 5,50 %, når det kommer til banklån til bolig, hvilket svarer til 16.500 kroner om året for et boliglån på 300.000 kroner.
- Et rentespænd på 2,40 % for billån, svarende til 3.601 kroner årligt for et billån på 150.000 kroner.
- Et rentespænd på 2,59 % mellem billigste og dyreste lønkassekredit, hvilket svarer til 1.296 kroner om året for en lønkassekredit på 50.000 kroner.
Sammenlign banker på pengepriser.dk
Af Thor Seierø Mouritsen / Research Lars Baadsgaard / Foto Istockphoto.com



