Gode råd
Energimærkningen af opvaksemaskiner er opdateret, så skalaen nu er udvidet med A+, A++ og A+++.
Udvidelsen er en del af en stor EU-indsats, der skal få producenterne til at lave mere energivenlige opvaskemaskiner og forbrugerne til at købe dem.
Det nye mærke kom allerede i butikkerne 20. december 2010, og den 20. december 2011 skal alle opvaskemaskiner i butikkerne iklædes det nye mærke.
Piktogrammer skal internationalisere mærket
Udover at stille større krav til producenterne er tanken at gøre mærket forståeligt i alle EU-lande. Derfor er den oprindelige tekst erstattet af piktogrammer, der kan aflæses af alle uanset nationalitet.
Piktogrammerne viser antallet af standardkuverter, tørreevne, støjniveau og hvor mange kilowatt-timer og liter vand maskinen bruger på et år. Tallene for kilowatt-timer og vandforbrug er udregnet ved at tage udgangspunkt i, at man vasker 280 standardopvaske om året.
Flere maskiner får nyt mærke
Det er ikke kun opvaskemaskinerne, der får nyt mærke, også energimærket til køle- og fryseapparater, vaskemaskiner og tv har ændret udseende og krav.
EU forventer, at de nye energikrav vil medføre besparelser på 135 milliarder kilowatt-timer årligt i 2020. Det svarer til mere end fire gange Danmarks nuværende årlige elforbrug.
Den mørkegrønne farve er bedst
Tidligere har man som forbruger blot kunnet gå efter A-mærket, når man ville købe energibesparende maskiner. Nu skal man sørge for at holde øje med, hvor mange plusser man skal gå efter.
Energistyrelsen anbefaler, at man kigger på farvekoderne i stedet. Den mørkegrønne farve vil altid være den mest energivenlige.
Af Astrid Lærke Rantorp
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.












