Testresultater
Gode råd
Læs også om
Sådan tester du for nikkel
Du kan selv teste, om din bærbare computer eller andre produkter indeholder nikkel med en nikkel-test til hjemmebrug fra apoteket.
- Følg instruktionerne i nikkel-testsættet. Kør vatpinden med væsken, som påviser nikkel, henover de blanke metaloverflader på computeren, som du har mest kontakt med. Eksempelvis tastaturet, og der hvor dine hænder hviler.
”Der skal en del til før en vatpindetest slår ud. Så hvis den slår ud, kan man være meget sikker på, at der er nikkelafgivelse,” siger professor og ekspert i hudallergi ved Videncenter for Allergi, Jeanne Duus Johansen.
Kilde: www.videncenterforallergi.dk
Nikkelallergi efter brug
En 50-årig kvinde har fået nikkeleksem få uger efter, at hun købte en ny MacBook Pro. En ny dansk undersøgelse viser, at den konkrete bærbare computer afgiver nikkel.
Professor og ekspert i hudallergi ved Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital, Jeanne Duus Johansen har været med til at lave undersøgelsen.
”Vi er så sikre, som man kan blive på, at eksemet skyldes den bærbare computer. Kvinden havde ingen symptomer på allergi før, og nikkeleksemet kom efter nogen tids brug af den nye computer,” siger Jeanne Duus Johansen.
Eksem på hænder
Kvinden fik eksem på håndkanten, der hvor hun havde hvilet hånden på computerens tastatur, og test viste, at hun havde nikkelallergi.
Hendes symptomer forsvandt, da hun holdt op med at bruge computeren.
Test: Bærbar afgiver nikkel
Forskerteamet udsatte efterfølgende computeren for en række nikkeltest. De udførte både overfladetest med stoffet dimethylglyoxime og grundige kemiske analyser af overfladens mikrostrukturer på Danmarks Tekniske Universitet. Alle testresultaterne viste, at MacBook Pro’en frigav nikkel.
”Den mængde nikkel, den bærbare computer frigav, ligger inden for det lovlige i EU. De tilladte mængder beskytter de fleste, men ikke alle, så nogle personer vil godt kunne udvikle allergisk eksem,” siger Jeanne Duus Johansen.
Nikkelallergi varer livet ud
Har man først fået nikkelallergi, slipper man ikke af med det igen.
”Nikkelallergi er noget, man bærer med sig hele livet,” siger Jeanne Duus Johansen.
Nikkelallergi kommer til udtryk som eksem. Hvis man har nikkelallergi, kan man få eksem ved kontakt med genstande, der frigiver nikkel som eksempelvis værktøj. Nogle vil ikke mærke noget til allergien. Andre kan få langvarige eksemproblemer.
Fokus på nikkel fra laptops
Der har tidligere været fokus på risikoen for nikkelallergi fra ure, smykker og senest mobiltelefoner.
”Der kommer hele tiden nye forbrugergenstande til, som vi skal være opmærksomme på i forhold til nikkelallergi. Vi har for nylig set problemer med ansigtseksem efter brug af nikkelafgivende mobiltelefoner. Nu ser vi så problemet opstå fra bærbare computere med metaloverflader,” siger Jeanne Duus Johansen.
Forskerteamet er netop nu ved at undersøge, om der er lignende problemer med nikkelafgivelse fra andre laptops.
Apple svarer ikke
Tænk kontaktede torsdag den 18. oktober Apple for at få svar på, hvordan forbrugere, som har købt en Apple-computer, kan være sikre på, at den ikke afgiver nikkel. Og hvad Apple fremover vil gøre for at sikre, at Apple-computere ikke afgiver nikkel.
Apple har imidlertid ikke svaret på Tænks spørgsmål.
Af Julie Hjerl Hansen




