70 procent af alle danske kvinder har prøvet at farve deres hår, og det samme gælder for 15 procent af mændene.
Men selvom du ikke er blandt de fem procent, der får synlige allergiske reaktioner, så påvirker kemien i hårfarve alligevel dit immunsystem.
Det viser et stort dansk forskningsprojekt fra Københavns Universitet og Videncenter for Allergi. Deres forsøg på mus har vist, at selv meget lokal hårfarvning øger hele kroppens niveau af det signalstof, man ser, når mennesker har influenza eller andre infektioner.
”Det vil sige, at en masse mennesker, der går og farver hår, i virkeligheden påvirker deres immunsystem uden at vide det,” fortæller Charlotte Menné Bonefeld, der er ph.d. og lektor i immunologi på Københavns Universitet.
Ingen kender konsekvenserne
Forsøgene er lavet på de såkaldt permanente hårfarver, som du kan købe i helt almindelige butikker. Men selvom de viser, at regelmæssig brug af hårfarve skaber ændringer i immunapparatet, så kender forskerne endnu ikke konsekvenserne.
”Vi ved ikke, hvad det har af betydning for vores mulighed for at bekæmpe sygdomme,” siger Charlotte Menné Bonefeld, der også understeger, at forsøgene indtil videre kun er lavet på mus.
Sammen med sine kolleger er hun i gang med at forske videre i de langsigtede konsekvenser af ændringerne i immunsystemet.
Hold dig fra hårfarve
Indtil da er det bedste råd til forbrugerne, at lade være med at farve hår. Det gælder især, hvis du tidligere har oplevet kløe, hævelser i ansigtet eller udslæt efter hårfarvning.
Vælger du alligevel at bruge hårfarvningsprodukter, er det vigtigt altid at læse advarselsteksten og følge brugsanvisningen.
Derudover bør du gå efter en skyllefarve frem for en permanent hårfarve, ligesom det påvirker huden mindre at vælge striber i håret frem for helfarvninger.
Læs Miljøstyrelsens tips om hårfarvning og afblegningsmidler
Af Kerstin Bruun-Hansen