Forbrugerrådet svarer på kritik

Google+twittetFacebookTip en ven
9.5.2012

Danskerne strømmer til Forbrugerrådets nye kampagne for at sikre forbrugerne nem og billig strøm. Men Forbrugerrådet har også fået kritik.

Forbrugerrådet svarer på kritik (billede)

Direktør Rasmus Kjeldahl finder det kun naturligt, at når Forbrugerrådet ’stikker næsen frem’, ja så vil der også komme kritik. Han svarer her på kritikken.

Bliver det overhovedet billigere?

Kan Forbrugerrådet overhovedet garantere, at strømmen bliver billigere?

Svar: Forbrugerrådet kan ikke garantere noget, og det er vi også meget omhyggelige med ikke at gøre. Det er jo op til elselskaberne at fastsætte prisen, men vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at presse prisen ned. Vi gør det her, fordi vi - trods det at elmarkedet blev liberaliseret i 2003 - kan konstatere, at markedet alligevel ikke virker godt nok.

Vi kan jo konstatere, at erhvervsvirksomhederne – ifølge en rapport udarbejdet for Energistyrelsen sidste år – kan opnå klækkelige rabatter. Derfor vores initiativ om at gå mange sammen, så vi kan presse priserne for private elkunder nedad. Jo flere vi bliver, desto mere burde vi kunne presse prisen.

Men det er værd at bemærke, at vi udover prisen gør dette nemt og bekvemt for forbrugerne. Forbrugerne skal bare melde sig til og afgive nogle få oplysninger, så gør vi resten. Og udover en forhåbentlig billigere pris, får vi en mere gennemsigtig kontrakt, den bedst mulige service og muligheden for et tilkøb af strøm, der gør en reel forskel for miljøet.

Evnen til at være kritisk

Mister Forbrugerrådet ikke sin evne til at være kritiske over for konkurrerende virksomheder?

Svar: Lige præcis når det handler om konkurrerende initiativer til aftaleformidling for strøm, kan Forbrugerrådet ikke optræde uvildigt. Derfor vil vi selv minde om vores egne interesser i sagen, hvis vi bliver bedt om at kommentere andres praksis. Desuden vil vi være helt åbne om alle aftaler og økonomi, og vi vil i øvrigt opfordre andre til at gøre det samme.

Penge fra staten ikke indblandet

Hvordan kan Forbrugerrådet forsvare at starte sådan en kampagne, når Forbrugerrådet modtager statsstøtte?

Svar: Tænk Strøm en aktivitet i Forbrugerrådets datterselskab, Tænk Mer A/S, som også udgiver Tænk Penge, guider med test til børn mv. Selskabet er en ramme om kommercielle aktiviteter, opererer på markedsvilkår, og dets driftsøkonomi er fuldstændig adskilt fra Forbrugerrådets. Dette sikrer, at der ikke sker en sammenblanding med vores almennyttige aktiviteter. Midlerne til opstart af Tænk Mer A/S kom i 2009 fra foreningens overskud på sine medlemsaktiviteter. Dette kontrolleres af Forbrugerrådets revisor og i sidste ende Rigsrevisionen.

Aktiviteterne i Tænk Strøm skal være omkostningsdækket, og et eventuelt overskud fra aktiviteterne i Tænk Mer A/S går ubeskåret til Forbrugerrådets politiske aktiviteter.

Spam eller ej

Forbrugerrådet bad i en mail til de danskere, der tilmelder sig Tænk Strøm, om at dele mailen med venner og bekendte. Det, mener to jurister ifølge avisen 24timer, er i strid med markedsføringsloven.

Svar: Det er ikke vores vurdering, at vi med denne mail har overtrådt markedsføringsloven. Vi har drøftet sagen med forbrugerombudsmanden, og det har ikke ændret vores holdning.

Vi skal naturligvis udsættes for et endnu mere kritisk eftersyn end alle andre. Og da der er rejst tvivl om dette, har vi med det samme valgt at ændre ordlyden i mailen, så vi ikke længere opfordrer til, at man sender mailen videre. Vi opfordrer dog stadig forbrugerne til at gøre andre opmærksomme på det gode initiativ.

Forbrugerrådets provision

Risikerer Forbrugerrådet ikke at blive et fordyrende mellemled for forbrugerne?

Svar: Forbrugerrådet skaffer det billigst mulige tilbud og fuld gennemsigtighed. Forbrugerne kan jo selv overveje, om vores tilbud er bedre og billigere end det, de har i forvejen, eller det, de kan få andetsteds.

Ligesom andre aktører på markedet får vi en provision fra elselskaberne. Denne provision vil blive fastsat forud for forhandlingerne, og når der er indgået en aftale, vil vi lægge alle aspekter åbent frem på vores hjemmeside. Der vil være fuld gennemsigtighed.

Provisionen går i første omgang til at dække vores omkostninger. Et eventuelt overskud geninvesteres i aktiviteter til gavn for forbrugerne.

De bedste og billigste vinder

Hvad nu, hvis der er bedre og billigere selskaber, som ikke vil betale til Forbrugerrådet? Bliver de elselskaber ikke anbefalet?

Svar: Provisionen bliver fastsat på så lavt et niveau, så alle kan være med, og under hensyntagen til, at forbrugernes fordel bliver størst mulig. Men provisionen er nødvendig, da vi ellers ikke har ressourcer til at gennemføre initiativet.

Aftalen er for alle danskere

Skal man være medlem af Tænk/Forbrugerrådet for at tage del i kampagnen?

Svar: Nej, Tænk Strøm er et tilbud til alle danskere.

Forbrugernes sikkerhed i fremtiden

Hvad sker der med forbrugerne, hvis Forbrugerrådet en dag mister interessen eller ressourcerne til projektet?

Svar: Forbrugerrådets rolle er alene at formidle en aftale mellem en række forbrugere og et energiselskab. Når den aftale er indgået, har Forbrugerrådet ingen rolle i det videre aftaleforhold, og forbrugeren bliver derfor ikke berørt af det, hvis Forbrugerrådet skulle beslutte sig til ikke at fortsætte med at formidle flere aftaler.

Men vi håber dog, at initiativet bliver så stor en succes, så vi kan videreføre det på andre områder, hvor konkurrencen heller ikke virker. Vores søsterorganisationer i Holland og Storbritannien har stor succes med denne form for aftaleformidling.

Læs mere på hollandske Consumentenbonds hjemmeside

Læs mere på britiske Whichs hjemmeside

Husk!

Er du medlem, skal du logge ind først.
Du loger dig ind, øverst i højre side- Tak!

Tænk 141/2013 (billede)
7.6.2013

Netkonkurrencer: Ét klik og du begraves i uønskede spammails. Find det rette udstyr til at...