Forbrugerrådet mener: Bankerne er for pågående
”Bankerne går langt over stregen ved at rådgive de unge til produkter, de ikke har brug for.”
”Det er vigtigt, at de unge er klar over, at det er en salgsproces, de går ind til, når de går til samtale med deres bankrådgiver."
”Bankerne har en helt særlig forpligtigelse til at yde god rådgivning og vise veje for sunde privatøkonomiske beslutninger, når de henvender sig til unge uerfarne forbrugere, der er lette at påvirke.”
- Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet
18-årige tilbydes dyre forbrugslån
Billån, pensionsopsparing, kassekredit, aktieinvestering, forældrekøb af lejlighed og forsikringer. Bankerne lokker de unge med en bred vifte af finansielle produkter.
Tænk Penge har talt med otte unge, der har været til samtale med banken. De syv af dem har haft negative oplevelser og oplevede mere bankrådgiveren som en sælger. En enkelt 18-årig var endda blevet tilbudt lån til en båd.
Samtidig registreres et stigende antal unge i Experians RKI register. Næsten 50.000 unge har så ondt i økonomien, at de er registrerede som dårlige betalere.
Banker inviterer til 18-års samtale
Fire ud af fem af de største banker i Danmark sender deres unge kunder en invitation til samtale, når de fylder 18 år.
Således inviteres unge kunder hos Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Sydbank, mens Nykredit også har denne type samtaler, men ikke inviterer alle.
Ifølge bankerne er samtalen en måde, hvor de og kunden kan se hinanden an og komme ind på, hvad de kan tilbyde hinanden.
Unge oplever samtalen som salgstale
De unge, som Tænk Penge har talt med, oplever i mange tilfælde mest samtalen som en salgstale fra bankens side, og mange af dem er blevet tilbudt produkter, de slet ikke har brug for.
”Til samtalen kom vi ind på mit kørekort, og bankrådgiveren spurgte, om det ikke ville være rart med et billån? Jeg havde overhovedet ikke behov for et billån eller nogen anden form for lån.” - Signe Iskau, kunde i Nordea.
”Jeg kom hjem fra min 18-års-samtale med en ulykkesforsikring, jeg ikke havde brug for. Jeg vidste ikke, at jeg var dækket af mine forældres forsikring, til jeg fylder 21.” – Sandra Brunet Skov, kunde i Nordea.
”Noget, der undrede mig, var, at hun bad om mine venners telefonnumre, så hun kunne ringe og få dem til at blive kunder i banken.” - Mathilde Olsen, kunde i Danske Bank.
Banker afviser anklagen
Hverken Nordea eller Danske Bank kan nikke genkendende til de unges oplevelser.
Afdelingsdirektør i Danske Bank Mark Namensen beklager, hvis de unge har haft en dårlig oplevelse, men understreger, at det er hans opfattelse, at Danske Bank behandler de unge ordentligt.
Hos Nordea beklager Ken Adrian, leder af Privatkunder Danmark, ligeledes, hvis de unge har oplevet at føle sig presset af bankrådgiveren. Han afviser, at Nordea forsøger at opildne de unge til at optage forbrugslån.
Forældre kan beskytte de unge
Den bedste måde at undgå, at familiens 18-årige kommer hjem med et dyrt lån, er, hvis der er en voksen, der tager med til samtalen i banken.
Det er også en god idé at huske den unge på at være kritisk og ikke tage nogle beslutninger i banken, men diskutere det igennem derhjemme først.
Af Martin Stokkebro Moestrup / Foto Jeppe Carlsen



