Bedre autostole på markedet
Når Tænk tester autostole afprøves hver enkelt autostols sikkerhed i en særlig crashtest, hvor laboratoriet anvender dukker i barnestørrelse.
Tænk har gennem flere år advaret imod farlige stole, ikke mindst når det gjaldt sidekollisioner. Her kan barnet få hovedlæsioner, slå hovedet gennem ruden eller i værste fald knække nakken, hvis hovedstøtten sidder forkert eller har for dårlig polstring.
Kampagnen lader til at have båret frugt. I år er der ingen dårlige stole på dette punkt, og i det hele taget er sikkerheden blevet meget bedre.
Halvt så mange mister livet
Antal dræbte og alvorlige skader i personbil, børn (0-6 år)
| 1990 | 2009 | |
| Alvorlige skader: | 227 | 63 |
| Døde: | 33 | 14 |
Flere biler men færre skader
En statistik udarbejdet for Tænk af Rådet for Sikker Trafik tyder på, at ikke mindst autostole i biler har været med til at nedbringe antallet af trafikdræbte børn over de sidste tyve år, hvor antallet af dræbte og alvorligt kvæstede i aldersgruppen 0-6 år er faldet markant.
Det er en periode, hvor der samtidig er kommet mange flere biler på vejene, og man kan derfor antage, at antallet af ulykker med børn involveret også har været stigende.
Imidlertid ser det ud, som om de alvorlige skader alligevel er blevet reduceret i en periode, hvor flere og flere forældre har brugt autostole.
Autostole med til at øge sikkerhed
Andre faktorer kan spille ind, for statistikken viser kun de mest rå tal, men dokumentationschef Jesper Sølund, Rådet for Sikker Trafik, mener godt, man kan udlede en positiv konklusion af statistikken:
”Tallene peger på, at bedre sikring af børn i biler har bidraget til færre dræbte og kvæstede børn i trafikken,” siger han.
Af Erik Valeur
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.













