Mobil soloplader trives kun i fuld sol

Mobil soloplader trives kun i fuld sol (billede)
20. november 2009

En oplader på solenergi kan være lille og handy til at give strøm. Problemet er bare, at mobile solopladere kræver rigtig godt med lys i lang tid, før det batter.

På Solkongen.dk kan du læse, at opladningen af det indbyggede lithiumbatteri i Megasol Sunny Solar Charger kun tager få timer. Men i en test af mobile solopladere udført af vores schweiziske søsterorganisation var Sunny noget længere tid om det: 11 timer i fuldt lys, og 75 timer i begrænset lys.

Det blev testet

Vores schweiziske søsterorganisation har lavet en test af fem små solcelle-opladere beregnet til at oplade for eksempel mobiltelefoner og andre elektriske enheder såsom ipods og kameraer.

Her blev undersøgt hvor hurtigt og hvor meget, solcellerne er i stand til at oplade det indbyggede batteri, og om batteriet derefter er i stand til at oplade en standard mobiltelefon (Motorola BQ50 med 3,7 volt batteri og en kapacitet på 910 mAh).

Solopladerne er testet under kunstigt lys med et spektrum som sollys og med to forskellige lysintensiteter; en der svarer til sol fra en skyfri himmel (1000 W), og en der svarer til sollyset fra en overskyet himmel (200 W).

Megasol Sunny Solar Charger, der er fundet til 659 kr på Solkongen.dk, er den eneste af de testede modeller, der er i Danmark (bemærk, at sol-opladeren ikke længere forhandles via denne side).

Den har en størrelse på 13,5 gange 8,5 cm og vejer 245 g.

Resultatet af testen - opladning af internt batteri

Sunny var faktisk den model i testen, der var hurtigst til at oplade det interne batteri ved høj lysintensitet. Det betyder, at meget kortere end 11 timer i fuld sol skal du altså ikke regne med, at det tager, uanset model.

En anden dansk forhandler af en soloplader, der ikke er med i testen, oplyser da også en opladningstid, der med 13-14 timer er mere i overensstemmelse med de testede opladeres formåen.

Testen viser også, at på en skyet dag vil lysintensiteten være på grænsen af, hvad Sunny og flere af de andre opladere kan klare.

De skifter hele tiden mellem at oplade og ikke at oplade. Blandt andet derfor tog det 75 timer for Sunny at nå en opladningskapacitet på 1200 mA, hvilket er væsentlig mindre end batteriets fulde kapacitet på 2800 mA.

Det betyder altså, at med undtagelse af de allerlængste og mest solbeskinnede dage, så kan du godt indstille dig på, at opladeren skal ligge flere dage for at oplade det indbyggede batteri.

Resultatet af testen - fra batteri til telefon

Først når det interne batteri er opladt, kan du overføre strømmen til mobiltelefonen. Herefter viser testen, at det tager cirka 3 timer at oplade telefonen, før der meldes fuldt batteri.

Det er dog slet ikke sikkert, at mobiltelefonens batteri er fyldt helt op i forhold til batteriets kapacitet - specielt hvis opladningen af mobiltelefonen foregår uden samtidig lys på solcellen.

Med sollys klarede Sunny at oplade mobiltelefonen, der har en kapacitet på 900 mA til 755 mA, uden sollys kun til 660 mA.

Opladning i vindueskarmen

I princippet burde det være muligt at få solcelleopladere til at oplade i vindueskarmen. Men der vil være et vist tab af energi, når solens stråler passerer gennem ruden. En typisk vinduesrude vil medføre et tab på et sted mellem 20-30% procent.

Det betyder, at opladningen i vindueskarmen sandsynligvis vil tage længere tid, og hvis sollyset i forvejen ikke er på sit højeste, fordi det for eksempel er skyet, kan et vinduesglas betyde, at lyset hurtigere når den nedre grænse for opladning, som flere af de testede opladere tilsyneladende har. Der hvor opladerne slår fra og ikke oplader længere, fordi intensiteten er for lav.

Fuldt udbytte af solens stråler får du kun, hvis solopladeren ligger ude under åben himmel med solcellen vendt vinkelret på solen.

Tjek mobilens spændingsbehov

Spændingsbehovet for mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr kan variere, ligesom output spændingen fra solopladerne varierer.

Behovet for din telefon står angivet på telefonens oplader.

På nogle opladere blandt andet Sunny er det muligt at skifte mellem forskellige spændingsniveauer.

Det kan selvfølgelig være en fordel, hvis du vil bruge den til opladning af forskelligt udstyr, men det medfører samtidig en risiko for, at du ikke får stillet output på det rigtige, og dermed at du oplader din mobiltelefon med for høj spænding. Så vil der være risiko for at ødelægge mobilens batteri.

Lukket indhold: 
ikke sat