Se mere
Mål 1: Frivillig indsats - Verdens forbrugere til kamp for klimaet
Der er et stort uudnyttet potentiale i at mobilisere verdens forbrugere i kampen mod klimaforandringerne. Regeringsledere og storindustrien taler om overordnede strukturer og indsatser, men slaget vil komme til at inddrage hver enkelt forbruger.
Forbrugerne er på godt og ondt en del af klimaforandringerne. For det første bidrager forbrugerne til klimaforandringerne gennem deres forbrugsmønstre - primært i I-landene - mens andre forbrugere, der har et lavt forbrug, lider under følgerne - primært i U-landene.
"Det er på tide, at politikerne og industrien får øjnene op for det kæmpe potentiale, der ligger i forbrugernes vilje til egen indsats. Mange forbrugere er bekymrede for klimaforandringerne og er parate til at omlægge til et mere bæredygtigt forbrug, men de mangler redskaberne,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Forbrugerrådet og leder af CI´s delegation under klimatopmødet COP15.
Forbrugerne kan bidrage til kampen mod klimaændringerne gennem frivillige tiltag som at skifte til vedvarende energikilder og købe mere energieffektive produkter. Mulighederne varierer fra land til land. Men fælles for alle verdens forbrugere er, at deres handlemuligheder skal fremmes.
Den enkelte forbrugers mulighed for at gøre en indsats bliver i dag begrænset af:
- Udbuddet og tilgængeligheden af bæredygtige muligheder og muligheden for reelt at påvirke udslippet
- Mængden og troværdigheden af de oplysninger, der er til rådighed om konsekvenserne af en beslutning om at købe en vare eller en tjenesteydelse
- Type, kvalitet, relevans og tilgængelighed af transportinfrastruktur
"Selv om forbrugerens indsats har et stort potentiale, kræver det en indsats fra regeringen og industrien, for at forbrugerne får redskaber til at løfte deres del af opgaven. Forbrugerne kan ikke alene tage ansvaret for at afværge klimaforandringerne,” siger Rasmus Kjeldahl.
For at læse Consumers Internationals holdninger til seks nøgleområder, der har betydning for forbrugerne, besøg ww.consumersinternational.org/climate
Mål 2: Mærkning - Vi skal mærke klimaet
Energieffektivitet og bæredygtighed er ved at blive en central del af mange forbrugeres beslutninger i hverdagen. Derfor skal produkterne mærkes, så forbrugerne har mulighed for at gøre de rigtige valg, når de køber ind. Det er CI’s andet klimamål under COP15.
Mål 6: Transport
Transport tegner sig nu for omkring 13 % af den globale udledning af drivhusgasser og forventes at være ansvarlig for anslået 60 % af stigningen i de globale udledninger fra 2002 til 2025.
Når det gælder transport, er det klart, at det er brugsfasen, der kræver vores opmærksomhed. I biler for eksempel stammer 81 % af udledningerne fra brugsfasen. Der er behov for teknologiske forbedringer med hensyn til produktionen af udledninger og brændstofeffektiviteten, men det er kun en del af puslespillet. Effektivitetsbesparelser alene vil ikke kunne afstedkomme den dramatiske mindskning af udledningerne, som er påkrævet.
I stedet må forandringerne findes i den måde, vi tænker tilgængelighed og mobilitet. Fx bør bevidstheden blandt forbrugerne om belastningen ved forskellige transportformer øges, og der bør lægges øget politisk vægt på infrastrukturen i den offentlige transport, priser og hastighed med henblik på at fremme de bæredygtige valg.
Transport er et tværgående spørgsmål. Løsningerne på miljøbelastningen ved transport skal anerkende den væsentlige rolle, transporten spiller på en lang række områder i forbrugernes liv. Transport har bl.a. indflydelse på adgangen til uddannelse, beskæftigelsen, sundhedsprodukter og -ydelser, lokal handel, produktionsomfanget og landbruget. Transportens centrale placering i mange dimensioner af forbrugernes liv understreger ikke blot behovet for planlægning på tværs af sektorer med henblik på at mindske udledningerne, men også vigtigheden af at forberede sig og reagere hensigtsmæssigt på klimaændringernes indvirkning.
De miljømæssige tiltag inden for alle aspekter af transport skal imidlertid også tage hensyn til de fattige forbrugeres behov. Tilvejebringelsen af transportinfrastruktur er fx udpeget som en af hovedårsagerne til genhusning, og det er de fattige forbrugere, der i uforholdsmæssigt høj grad berøres af genhusning, tvangsflytning og udsættelse, når infrastrukturen skal forbedres. Og de fattige forbrugere er ofte udelukket fra fordelene.
Det er helt afgørende, at drøftelserne om transport og klima anerkender de statslige og mellemstatslige tilskuds betydning for fastsættelsen af prisen på transport, og at dette sker på en gennemsigtig måde. Det nuværende internationale tilskud til fossile brændstoffer kan ikke retfærdiggøres, specielt ikke i betragtning af at der ikke ydes tilskud til bæredygtige energikilder og teknologi.
Endelig er der behov for en ændret prioritering på regeringsniveau, således at der sættes fokus på tilgængelighed i transportplanlægningen, herunder at mobilitet anerkendes som kun et af flere midler til dette formål. Der bør inddrages innovativ tænkning i forhold til metoder, der kan tilvejebringe tilgængelighed, idet man fx kan kigge på planlægning af nærhed og serviceringsmetoder. Al sådan innovation bør ske inden for nogle rammer, der anerkender forbrugernes ret til prisbillig, tilgængelig mobilitet med et lavt C02-udslip.
Mål 3: Handel med CO2-kvoter
Handel med CO2-kvoter blev udtænkt for at løse problemet med, hvordan man gør CO2-reduktioner overkommelige.
Handel med CO2-kvoter er blevet kritiseret af forskellige årsager, ikke mindst at ordningen forhindrer effekten af forbrugernes frivillige foranstaltninger for at reducere klimaændringerne. Situationen er alvorlig, fordi mange forbrugere bliver vildledt til at betale forhøjede priser baseret på det forkerte indtryk.
Handel med CO2-kvoter kommer i to former:
1. Cap and trade-markeder
De såkaldte Cap and trade-markeder for CO2-udledninger er i stigende grad det politiske valg for både nationale og internationale niveauer for at beskæftige sig med CO2-kvoter. I praksis betyder det, at virksomhed X kan købe tilladelser fra selskab Y, så selskab X kan udlede mere CO2. Samtidig er der sat et "loft" for antallet og størrelsen af tilladelserne på markedet. Et loft, som gradvist reduceres med tiden. Teorien (der hovedsagelig stammer fra amerikansk industri) er, at disse ordninger skulle betyde reduktion af udledninger over tid. Men virkeligheden er, at regeringerne bøjer sig for industriens pres og over-tildeler tilladelser. Resultatet? Business as usual - men nu med et nyt lukrativt marked for nogle.
I lande med nationale handelsordninger med CO2-kvoter vælger forbrugerne at betale en præmie for regeringens planer for vedvarende energi, så udledningen af drivhusgasser minimeres. Den uheldige virkning af cap-and-trade-ordninger er desværre, at når en forbruger gør dette valg, er resultatet ikke en reduktion i udledningen af drivhusgasser, men blot en frigivelse af flere CO2-kvoter på markedet.
Forklaringen er, at cap-and-trade-ordninger betyder, at når forbrugerne køber elektricitet fra vedvarende energikilder, har det ingen effekt på den samlede pulje af tilladelser til rådighed - og dermed udledt CO2. I stedet vil forbrugernes handlinger blot reducere behovet for tilladelser hos de selskaber, der producerer CO-intensiv elektricitet. Dette nedsætter efterspørgslen efter tilladelser, men eftersom antallet af tilladelser ikke er reduceret, falder prisen for tilladelserne. Det betyder, at flere tilladelser er nu tilgængelige for de andre deltagere i markedet - og til en billigere pris. I stedet for at reducere antallet af tilladelser til rådighed - og dermed CO udslippet, som forbrugeren ønskede - har indsatsen blot resulteret i billigere tilladelser, hvilket betyder, at forbrugeren støtter landets største forurenere.
2. Modregning i udledning
Modregning er en anden type ordning for handel. Det er, hvor skadelige drivhusgasser "opvejes" ved at sætte penge i projekter andre steder, der har til formål at reducere emissionerne. Fx opbygning af bæredygtig energi-infrastruktur. Men i et marked, der handler om at gøre tingene på den billigste måde, ender det ofte med, at det ikke er til klimaets fordel. For ofte er det projekter, der ville være sat i verden alligevel, som bliver brugt til at udligne. Andre gange anvendes projekter som træplantning, som vil tage mange år, før der opnås en påvirkning af klimaet - forudsat at træerne får lov til at bliver stående.
Så i stedet for at ændre adfærd, så der faktisk sker en reduktion i udledningerne, forbliver praksis den samme. Og resultatet? Du gættede det: mere business as usual.
FN's Clean Development Mechanism er den største modregning-ordning. Det giver I-landene mulighed for at opfylde deres reduktionsmål ved modregning af deres emissioner gennem projekter i udviklingslandene.
Mål 4: Boligen
Energiforbruget i boligen fremstilles ofte som et problem, der er forbrugerdrevet. Så enkelt er det bare ikke - både regeringen, erhvervslivet, myndighederne m.fl. spiller en rolle i reduktionen af CO2-udledningen fra boliger. Mange forbrugere er ude af stand til at udpege de områder, hvor de kan mindske belastningen, fordi de mangler vejledning. Regeringernes passivitet på området giver også en oplevelse af, at forbrugernes frivillige indsats er uvæsentlig.
Bygninger tegner sig for over en tredjedel af det samlede energiforbrug og de dertil knyttede udledninger af drivhusgas (GHG), både i I- og U-lande. Samtidig er det i bygge- og anlægssektoren, man finder det største potentiale for at skære i GHG-udledningerne, der er ansvarlige for den globale opvarmning. Ved hjælp af afprøvede og kommercielt tilgængelige teknologier kan energiforbruget i både nye og gamle bygninger mindskes med 30-50% uden væsentligt øgede investeringsomkostninger.
De fleste af de boliger, der vil stå i 2050, er allerede bygget. Der ligger et enormt bæredygtigt potentiale i renoveringer. Det er derfor altafgørende, at energibehovet i nutidens hjem mindskes betydeligt gennem:
- teknologisk opgradering af foranstaltninger til energibesparelser
- installering af udskiftelige systemer
- lav CO2-generering og tilslutning til fjernvarme- og afkølingsnetværk
Det vil kræve, at regeringerne igangsætter større energibesparelsesprogrammer med nationale, regionale og lokale mål for forbedringer af boligernes energiforbrug. De eksisterende boliger vil også være nødt til at tilpasse sig klimaforandringerne. Der bør endvidere arbejdes for at opnå en større forståelse af de forventede klimaforandringer og for at finde omkostnings- og CO2-effektive løsninger.
Det er regeringernes ansvar at afsætte midler til boligforbedringer samt at vedtage og håndhæve lovgivning, der øger den energimæssige ydeevne.
Prisen vil stadig være en vigtig faktor for forbrugerne. Der bør derfor sikres præcise informationer om prisen for energibesparelser og lavere priser.
Mål 5: Fødevarer
Fødevarer er et kompliceret, men vigtigt emne i klimadrøftelserne. Klimaændringerne har allerede haft katastrofale konsekvenser for forbrugernes adgang til fødevarer, og fødevareindustrien har en katastrofal indvirkning på klimaet:
- mangel på vand
- tab af biodiversitet
- skovrydning
- udledning af drivhusgasser fra landbrug, fødevareproduktion og distribution
Faktisk producerer fødevaresektoren mere udledning af drivhusgasser end nogen anden sektor, og den tegner sig for omkring 25 % af den globale udledning fra husholdninger. Det er nødvendigt at se på hele fødevarens livscyklus, hvis man vil gøre noget ved den enorme indvirkning på klimaet.
Distributionen af fødevarer tegner sig kun for omkring 10 % af den fødevarerelaterede udledning. Det er derfor vigtigt, at forbrugerne lægger mindre vægt på at vælge deres fødevarer ud fra de såkaldte ”food miles” og i stedet ændrer forbrugsadfærd, således at efterspørgslen efter bæredygtige produkter med lav udledning påvirkes.
Mange forbrugere har, med den rette støtte, magten til at påvirke, hvordan fødevarerne produceres, hvis de udøver deres ret til at vælge mindre klimabelastende fødevarer. Et mindsket indtag af kød og mejeriprodukter og flere af sæsonens grønsager er et effektivt sted at starte. For at forbrugerne kan udøve denne ret, skal evidensgrundlaget styrkes, og forvirrende og vildledende anprisninger væk, så det sikres, at forbrugerne ved, hvilke valg de skal træffe. Dette kan styrkes gennem uddannelse og et større udbud af bæredygtige valgmuligheder og bør altid sammenholdes med regeringens og erhvervslivets handlinger.
Både handels- og landbrugspolitikkerne bør ændres væsentligt, således at den bæredygtige produktion og distribution bliver forbrugernes og erhvervslivets foretrukne og nemme valg, og således at forbrugernes krav på at få opfyldt de basale behov opfyldes. Forurening af vand og jord, jordforringelse, skovrydning, tab af biodiversitet, overfiskeri og ørkendannelse er alt sammen faktorer, der har indvirkning på fødevareproduktionen og dermed på fødevarernes tilgængelighed, prisbillighed og tilgængelighed for de fattige forbrugere.
For at læse Consumers Internationals holdninger til de seks nøgleområder, der har betydning for forbrugerne, besøg www.consumersinternational.org/climate
Der er et stort uudnyttet potentiale i at mobilisere verdens forbrugere i kampen mod klimaforandringerne. Regeringsledere og storindustrien taler om overordnede strukturer og indsatser, men slaget vil komme til at inddrage hver enkelt forbruger.
Forbrugerne er på godt og ondt en del af klimaforandringerne. For det første bidrager forbrugerne til klimaforandringerne gennem deres forbrugsmønstre - primært i I-landene - mens andre forbrugere, der har et lavt forbrug, lider under følgerne - primært i U-landene.
"Det er på tide, at politikerne og industrien får øjnene op for det kæmpe potentiale, der ligger i forbrugernes vilje til egen indsats. Mange forbrugere er bekymrede for klimaforandringerne og er parate til at omlægge til et mere bæredygtigt forbrug, men de mangler redskaberne,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør for Forbrugerrådet og leder af CI´s delegation under klimatopmødet COP15.
Forbrugerne kan bidrage til kampen mod klimaændringerne gennem frivillige tiltag som at skifte til vedvarende energikilder og købe mere energieffektive produkter. Mulighederne varierer fra land til land. Men fælles for alle verdens forbrugere er, at deres handlemuligheder skal fremmes.
Den enkelte forbrugers mulighed for at gøre en indsats bliver i dag begrænset af:
- Udbuddet og tilgængeligheden af bæredygtige muligheder og muligheden for reelt at påvirke udslippet
- Mængden og troværdigheden af de oplysninger, der er til rådighed om konsekvenserne af en beslutning om at købe en vare eller en tjenesteydelse
- Type, kvalitet, relevans og tilgængelighed af transportinfrastruktur
"Selv om forbrugerens indsats har et stort potentiale, kræver det en indsats fra regeringen og industrien, for at forbrugerne får redskaber til at løfte deres del af opgaven. Forbrugerne kan ikke alene tage ansvaret for at afværge klimaforandringerne,” siger Rasmus Kjeldahl.
For at læse Consumers Internationals holdninger til seks nøgleområder, der har betydning for forbrugerne, besøg ww.consumersinternational.org/climate
Energieffektivitet og bæredygtighed er ved at blive en central del af mange forbrugeres beslutninger i hverdagen. Derfor skal produkterne mærkes, så forbrugerne har mulighed for at gøre de rigtige valg, når de køber ind. Det er CI’s andet klimamål under COP15.
Øget bevidsthed blandt forbrugere og erhvervsliv om deres indvirkning på miljø - og dermed klimaændringer - har ført til en stigning i efterspørgslen efter troværdige produkter med lav udledning af drivhusgasser. Denne voksende bekymring har fået regeringer, industrien, forbrugerorganisationer og andre interessenter til at undersøge, hvordan man kan opfylde behovet for mærkning af produkter og tjenester. Det er det andet ud af seks krav, som CI rejser under COP15.
Mærkningerne skal gøre det muligt for forbrugerne at skelne mellem produkter ved hjælp af klare og præcise oplysninger om energieffektivitet og miljøbelastning. Mærkerne bør introduceres med oplysningskampagner for at hjælpe forbrugerne til at forstå deres indhold, og dermed få mest muligt ud af dem.
Forbrugerne skal have tillid til, at de både kan stole på de oplysninger, som mærkningen giver, og den organisation der ligger bag certificeringen. Hvis der ikke er klare retningslinjer for, hvilke oplysninger forbrugerne har brug for og af hvem, vil det føre til forvirring, skepsis og manglende opbakning til industrien. Det er derfor afgørende, at forbrugerne er i stand til nemt at genkende de ægte mærker, og industrien påstande om miljøfordele skal overvåges og reguleres.
Miljømærkninger tjener en række vigtige formål:
- Etiketter bør give forbrugerne de oplysninger, de behøver for at forstå den relative klimapåvirkning af et produkt i form af energiforbrug, af drivhusgasemissionerne og samlede miljømæssige virkning, i hele produktets livscyklus.
- Mærkningen har også til formål at øge forbrugernes bevidsthed om produkternes virkninger på miljøet.
- Endelig skal mærkningerne også opfordre forbrugerne til at vælge mere bæredygtige produkter som et supplement til den politiske og den industrielle indsats.
Handel med CO2-kvoter blev udtænkt for at løse problemet med, hvordan man gør CO2-reduktioner overkommelige.
Handel med CO2-kvoter er blevet kritiseret af forskellige årsager, ikke mindst at ordningen forhindrer effekten af forbrugernes frivillige foranstaltninger for at reducere klimaændringerne. Situationen er alvorlig, fordi mange forbrugere bliver vildledt til at betale forhøjede priser baseret på det forkerte indtryk.
Handel med CO2-kvoter kommer i to former:
1. Cap and trade-markeder
De såkaldte Cap and trade-markeder for CO2-udledninger er i stigende grad det politiske valg for både nationale og internationale niveauer for at beskæftige sig med CO2-kvoter. I praksis betyder det, at virksomhed X kan købe tilladelser fra selskab Y, så selskab X kan udlede mere CO2. Samtidig er der sat et "loft" for antallet og størrelsen af tilladelserne på markedet. Et loft, som gradvist reduceres med tiden. Teorien (der hovedsagelig stammer fra amerikansk industri) er, at disse ordninger skulle betyde reduktion af udledninger over tid. Men virkeligheden er, at regeringerne bøjer sig for industriens pres og over-tildeler tilladelser. Resultatet? Business as usual - men nu med et nyt lukrativt marked for nogle.
I lande med nationale handelsordninger med CO2-kvoter vælger forbrugerne at betale en præmie for regeringens planer for vedvarende energi, så udledningen af drivhusgasser minimeres. Den uheldige virkning af cap-and-trade-ordninger er desværre, at når en forbruger gør dette valg, er resultatet ikke en reduktion i udledningen af drivhusgasser, men blot en frigivelse af flere CO2-kvoter på markedet.
Forklaringen er, at cap-and-trade-ordninger betyder, at når forbrugerne køber elektricitet fra vedvarende energikilder, har det ingen effekt på den samlede pulje af tilladelser til rådighed - og dermed udledt CO2. I stedet vil forbrugernes handlinger blot reducere behovet for tilladelser hos de selskaber, der producerer CO-intensiv elektricitet. Dette nedsætter efterspørgslen efter tilladelser, men eftersom antallet af tilladelser ikke er reduceret, falder prisen for tilladelserne. Det betyder, at flere tilladelser er nu tilgængelige for de andre deltagere i markedet - og til en billigere pris. I stedet for at reducere antallet af tilladelser til rådighed - og dermed CO udslippet, som forbrugeren ønskede - har indsatsen blot resulteret i billigere tilladelser, hvilket betyder, at forbrugeren støtter landets største forurenere.
2. Modregning i udledning
Modregning er en anden type ordning for handel. Det er, hvor skadelige drivhusgasser "opvejes" ved at sætte penge i projekter andre steder, der har til formål at reducere emissionerne. Fx opbygning af bæredygtig energi-infrastruktur. Men i et marked, der handler om at gøre tingene på den billigste måde, ender det ofte med, at det ikke er til klimaets fordel. For ofte er det projekter, der ville være sat i verden alligevel, som bliver brugt til at udligne. Andre gange anvendes projekter som træplantning, som vil tage mange år, før der opnås en påvirkning af klimaet - forudsat at træerne får lov til at bliver stående.
Så i stedet for at ændre adfærd, så der faktisk sker en reduktion i udledningerne, forbliver praksis den samme. Og resultatet? Du gættede det: mere business as usual.
FN's Clean Development Mechanism er den største modregning-ordning. Det giver I-landene mulighed for at opfylde deres reduktionsmål ved modregning af deres emissioner gennem projekter i udviklingslandene.
Energiforbruget i boligen fremstilles ofte som et problem, der er forbrugerdrevet. Så enkelt er det bare ikke - både regeringen, erhvervslivet, myndighederne m.fl. spiller en rolle i reduktionen af CO2-udledningen fra boliger. Mange forbrugere er ude af stand til at udpege de områder, hvor de kan mindske belastningen, fordi de mangler vejledning. Regeringernes passivitet på området giver også en oplevelse af, at forbrugernes frivillige indsats er uvæsentlig.
Bygninger tegner sig for over en tredjedel af det samlede energiforbrug og de dertil knyttede udledninger af drivhusgas (GHG), både i I- og U-lande. Samtidig er det i bygge- og anlægssektoren, man finder det største potentiale for at skære i GHG-udledningerne, der er ansvarlige for den globale opvarmning. Ved hjælp af afprøvede og kommercielt tilgængelige teknologier kan energiforbruget i både nye og gamle bygninger mindskes med 30-50% uden væsentligt øgede investeringsomkostninger.
De fleste af de boliger, der vil stå i 2050, er allerede bygget. Der ligger et enormt bæredygtigt potentiale i renoveringer. Det er derfor altafgørende, at energibehovet i nutidens hjem mindskes betydeligt gennem:
- teknologisk opgradering af foranstaltninger til energibesparelser
- installering af udskiftelige systemer
- lav CO2-generering og tilslutning til fjernvarme- og afkølingsnetværk
Det vil kræve, at regeringerne igangsætter større energibesparelsesprogrammer med nationale, regionale og lokale mål for forbedringer af boligernes energiforbrug. De eksisterende boliger vil også være nødt til at tilpasse sig klimaforandringerne. Der bør endvidere arbejdes for at opnå en større forståelse af de forventede klimaforandringer og for at finde omkostnings- og CO2-effektive løsninger.
Det er regeringernes ansvar at afsætte midler til boligforbedringer samt at vedtage og håndhæve lovgivning, der øger den energimæssige ydeevne.
Prisen vil stadig være en vigtig faktor for forbrugerne. Der bør derfor sikres præcise informationer om prisen for energibesparelser og lavere priser.
Fødevarer er et kompliceret, men vigtigt emne i klimadrøftelserne. Klimaændringerne har allerede haft katastrofale konsekvenser for forbrugernes adgang til fødevarer, og fødevareindustrien har en katastrofal indvirkning på klimaet:
- mangel på vand
- tab af biodiversitet
- skovrydning
- udledning af drivhusgasser fra landbrug, fødevareproduktion og distribution
Distributionen af fødevarer tegner sig kun for omkring 10 % af den fødevarerelaterede udledning. Det er derfor vigtigt, at forbrugerne lægger mindre vægt på at vælge deres fødevarer ud fra de såkaldte ”food miles” og i stedet ændrer forbrugsadfærd, således at efterspørgslen efter bæredygtige produkter med lav udledning påvirkes.
Mange forbrugere har, med den rette støtte, magten til at påvirke, hvordan fødevarerne produceres, hvis de udøver deres ret til at vælge mindre klimabelastende fødevarer. Et mindsket indtag af kød og mejeriprodukter og flere af sæsonens grønsager er et effektivt sted at starte. For at forbrugerne kan udøve denne ret, skal evidensgrundlaget styrkes, og forvirrende og vildledende anprisninger væk, så det sikres, at forbrugerne ved, hvilke valg de skal træffe. Dette kan styrkes gennem uddannelse og et større udbud af bæredygtige valgmuligheder og bør altid sammenholdes med regeringens og erhvervslivets handlinger.
Både handels- og landbrugspolitikkerne bør ændres væsentligt, således at den bæredygtige produktion og distribution bliver forbrugernes og erhvervslivets foretrukne og nemme valg, og således at forbrugernes krav på at få opfyldt de basale behov opfyldes. Forurening af vand og jord, jordforringelse, skovrydning, tab af biodiversitet, overfiskeri og ørkendannelse er alt sammen faktorer, der har indvirkning på fødevareproduktionen og dermed på fødevarernes tilgængelighed, prisbillighed og tilgængelighed for de fattige forbrugere.
Transport tegner sig nu for omkring 13 % af den globale udledning af drivhusgasser og forventes at være ansvarlig for anslået 60 % af stigningen i de globale udledninger fra 2002 til 2025.
Når det gælder transport, er det klart, at det er brugsfasen, der kræver vores opmærksomhed. I biler for eksempel stammer 81 % af udledningerne fra brugsfasen. Der er behov for teknologiske forbedringer med hensyn til produktionen af udledninger og brændstofeffektiviteten, men det er kun en del af puslespillet. Effektivitetsbesparelser alene vil ikke kunne afstedkomme den dramatiske mindskning af udledningerne, som er påkrævet.
I stedet må forandringerne findes i den måde, vi tænker tilgængelighed og mobilitet. Fx bør bevidstheden blandt forbrugerne om belastningen ved forskellige transportformer øges, og der bør lægges øget politisk vægt på infrastrukturen i den offentlige transport, priser og hastighed med henblik på at fremme de bæredygtige valg.
Transport er et tværgående spørgsmål. Løsningerne på miljøbelastningen ved transport skal anerkende den væsentlige rolle, transporten spiller på en lang række områder i forbrugernes liv. Transport har bl.a. indflydelse på adgangen til uddannelse, beskæftigelsen, sundhedsprodukter og -ydelser, lokal handel, produktionsomfanget og landbruget. Transportens centrale placering i mange dimensioner af forbrugernes liv understreger ikke blot behovet for planlægning på tværs af sektorer med henblik på at mindske udledningerne, men også vigtigheden af at forberede sig og reagere hensigtsmæssigt på klimaændringernes indvirkning.
De miljømæssige tiltag inden for alle aspekter af transport skal imidlertid også tage hensyn til de fattige forbrugeres behov. Tilvejebringelsen af transportinfrastruktur er fx udpeget som en af hovedårsagerne til genhusning, og det er de fattige forbrugere, der i uforholdsmæssigt høj grad berøres af genhusning, tvangsflytning og udsættelse, når infrastrukturen skal forbedres. Og de fattige forbrugere er ofte udelukket fra fordelene.
Det er helt afgørende, at drøftelserne om transport og klima anerkender de statslige og mellemstatslige tilskuds betydning for fastsættelsen af prisen på transport, og at dette sker på en gennemsigtig måde. Det nuværende internationale tilskud til fossile brændstoffer kan ikke retfærdiggøres, specielt ikke i betragtning af at der ikke ydes tilskud til bæredygtige energikilder og teknologi.
Endelig er der behov for en ændret prioritering på regeringsniveau, således at der sættes fokus på tilgængelighed i transportplanlægningen, herunder at mobilitet anerkendes som kun et af flere midler til dette formål. Der bør inddrages innovativ tænkning i forhold til metoder, der kan tilvejebringe tilgængelighed, idet man fx kan kigge på planlægning af nærhed og serviceringsmetoder. Al sådan innovation bør ske inden for nogle rammer, der anerkender forbrugernes ret til prisbillig, tilgængelig mobilitet med et lavt C02-udslip.
