Disse bilshampooer indeholder uønsket kemi
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Disse bilshampooer indeholder uønsket kemi

Bilshampoo eller autoshampoo kan indeholde stoffer, der er allergifremkaldende og miljøbelastende. Generelt er det værd at overveje brug af bilshampoo, der kan forurene grundvandet.

Katja Laukkonen Ravn · Foto: Getty Images · 18. marts 2024
Bil vaskes

Det er svært at finde gode valg af bilshampoo eller autoshampoo til bilvasken.  

Hele 19 ud af 21 bilshampooer i vores test indeholder kemikalier, der er allergifremkaldende og miljøbelastende eller mangler en fuld ingrediensliste. Det betyder, vi ikke ved, hvad der er i.

Disse stoffer er udbredte i bilshampoo

I de fleste bilshampooer har vi fundet stofferne isathiazolinoner, der er allergifremkaldende konserveringsmidler og problematiske for miljøet. 

Det er fx det stærkt allergifremkaldende stof methylisothiazolinone (MI), som også findes i maling.

I de seneste år er der set flere og flere eksempler på allergi fra methylisothiazolinone.  

Har du først fået allergi over for MI, kan selv små mængder af stoffet give udslæt eller kløe i ansigtet og på hænderne.

Flere bilshampooer manglede ingredienslister

For vaske- og rengøringsmidler er det lovpligtigt at oplyse den fulde ingrediensliste på virksomhedens hjemmeside. Men det er der problemer med i denne test. Nogle bilshampooer får også den dårligste bedømmelse i testen, C-kolben, fordi vi ikke kan få oplysninger om alt indholdet.

"Vi har gentagne gange forsøgt at kontakte virksomhederne og bedt om den fulde ingrediensliste, men uden held. Derfor kan vi ikke anbefale produktet, når vi reelt ikke ved, hvad der er i", siger testansvarlig Christel Søgaard Kirkeby.

Efter testen udgivelse har vi fået information om alle ingredienserne for Michelin glansgivende bilshampoo. Den får nu A-kolben i stedet for C-kolben.

På enkelte bilshampooer mangler der også faremærkning og ingrediensliste og sikkerhedsanvisninger på dansk.

En enkel bilshampoo er uden uønsket kemi

Det eneste gode kemivalg i testen er en bilshampoo fra Biltema. Du skal dog være opmærksom på, at Biltema forhandler flere forskellige bilshampooer. Der er to andre bilshampooer fra Biltema med i testen, som får den dårligste bedømmelse, C-kolben.

Selvom en bilshampoo får A-kolben i testen, skal du generelt overveje brugen af bilshampoo, der kan forurene vandmiljøet, når du bruger det. Uanset hvilke kemikalier der er i.

biltema bilshampoo
Denne bilshampoo får den bedste kemibedømmelse i vores test. Den er fri for en række uønskede kemikalier for sundheden og miljøet.

Svanemærket vaskehal er bedre for miljøet

Bilshampoo til hjemmevask kan være nemt og billigt, men det er langt mere miljøvenligt at få vasket din bil i en Svanemærket vaskehal.

Bilshampoo og snavsen fra din bil, der kan indeholde tungmetaller, olierester eller bremsestøv, havner i vaskevandet og ender dermed i miljøet. Når du selv vasker din bil, risikerer du derfor, at alt dette ender i vandmiljøet eller grundvandet.

Myndighederne anbefaler derfor, at du vasker bilen i en Svanemærket vaskehal i stedet for at vaske bilen med bilshampoo i indkørslen.

På en Svanemærket vaskehal renses og recirkuleres vandet. Det kan spare både på vandforbruget og på forurening af miljøet.

Tjek med din kommune, hvor spildevandet ender henne

Hvis du vasker bilen på et område, hvor vaskevandet kan sive ned, fx et grusområde, kan stofferne trænge ned i jorden og bevæge sig mod grundvandet eller en nærliggende å.  

Vasker du et sted, hvor vandet ledes til afløbet, ender overfladevandet mange steder ikke i rensningsanlægget, men udledes direkte til havet sammen med regnvandet. 

Du kan tjekke med din kommune, hvor spildevandet ender henne i dit område.

Gode råd til bilvask

Hvis du ikke kan få vasket bilen i en vaskehal, har vi samlet nogle gode råd:

  • Vælg en bilshampoo uden allergifremkaldende konserveringsmidler. Tjek emballagen for stofnavne, der indeholder -isothiazolinone, eller scan din bilshampoo med vores app Kemiluppen.
  • Følg altid brugsvejledningen og brug gerne handsker. 
  • Hæld ikke det brugte vaskevand i regnvandskloakken. Hæld det i toilettet eller håndvasken.