Andre har set
Af Louise Skøtt Gadeberg
Ud af kurven på øverste hylde i reolen i kælderen, ned på en afsats og videre ned på gulvet i et spring. Og så ud i løbegården i fuld fart. Sådan reagerer katten Feline, da dyreadfærdsterapeuten nærmer sig. Feline er sky - vil ikke berøres eller kæles med, og hun slås med Coco, en af de andre katte i huset.
Kamp imellem kattene
Familien Bredahl er bekymret for Feline, og derfor har de ringet efter dyreadfærdsterapeut Maiken Lysholm Sten. Hun skal vurdere Felines væremåde og psykiske tilstand og give familien gode råd til, hvordan de nærmer sig Feline og vænner hende til at blive kløet og kælet med.
Tine Bredahl viser Maiken Lysholm Sten rundt i huset i Odense og i kattenes løbegård. Hun fortæller om kampene mellem Coco og Feline: De hvæser og bider ud efter hinanden og jager hinanden igennem huset. For nylig er Tina Bredahl begyndt at skille kattene ad, når de slås, så kampene ikke udvikler sig. Familien og terapeuten snakker frem og tilbage om kattenes hverdag, dagsrytmer, personlighed, madvaner og indbyrdes forhold.
Tidlig påvirkning af socialt gen
Som killing var Feline meget ’alene’ det første halve år af sit liv. Familien fik hende fra Inges Kattehjem. ”Alle pattedyrs anlæg for kontakt og socialt samværd grundlægges den første korte tid af vores liv, og senere kan det være for sent at rette op på svigt,” siger Maiken Lysholm Sten.
”I bedste fald kan Feline og Coco lære at omgås, men de bliver nok ikke perlevenner og begynder at vaske hinanden. Vi mennesker kan jo heller ikke holde ud at dele stue med hvem som helst. Så forbered dig på, at du i værste fald må af med en af dem.” Tine Bredahl får et nervøst blik i øjnene: Hun vil nødig af med en af sine katte, for de er en stor del af hendes liv.
Kattene nærmer sig hinanden
Pludselig sker der noget uventet. Feline lægger sig på stuegulvet - lige ved siden af Coco. Tine Bredahl er forundret: Så tæt har de aldrig ligget før. Kattene ligger ryg mod ryg for at undgå en egentlig konfrontation, forklarer Maiken Lysholm Sten. De beroligende blomsterdråber, som kattene nu har fået i et par dage, har formentlig taget toppen af kattenes aggressioner. Tine Bredahl serverer kaffe og kage for terapeuten og snakken fortsætter.
Kærtegn med klikkertræning
Imens er Feline kravlet op i en hvid, blød kurv i vindueskarmen bag et gardin. Maiken Lysholm Sten trækker gardinet fra og kigger Feline lige i øjnene. Nu vil hun vise Tine Bredahl, hvordan hun kan vænne den sky kat til at forbinde berøring med noget godt. Og her bruger hun en særlig metode, nemlig den såkaldte klikkertræning.
Terapeuten kravler ned på gulvet og kradser i gulvtæppet. Efter lidt tid hopper Feline ned på gulvet til hende. I det samme klikker Maiken Lysholm Sten med en dims af plastik og metal, som hun har i hånden. Klikkeren giver en høj metallisk lyd. Samtidig giver hun Feline en godbid som belønning for at nærme sig.
Feline bliver nysgerrig. Hun går lidt tættere på terapeuten - måske er der flere godbidder i farvandet. Da Feline nærmer sig, klikker Maiken Lysholm Sten igen, og igen får Feline en godbid.
En halv time og en masse klik og godbidder senere kan Maiken Lysholm Sten få lov til at ae Feline på hovedet og ned ad ryggen. Katten sidder helt stille og nyder - om ikke berøringen så godbidderne, der følger med.
Pointen med klikkertræningen er, at Felines underbevidsthed forbinder berøring med noget godt. Kliklyden fortæller katten, hvilken handling der udløser godbidden. Og Feline fatter hurtigt sammenhæng mellem at finde sig i berøring og de lækre godbidder.
”Hun er hurtig på øverste etage. Hun har allerede regnet ud, at det betaler sig at blive rørt ved,” siger Maiken Lysholm Sten, der for længst er begyndt at knække godbidderne over i flere stykker. Ellers ville katten alt for hurtigt blive mæt og miste interessen for legen.
Feline må kun få godbidder under træningen - og ellers ikke. Terapeuten træner videre med Feline og forsøger at forklare kattens adfærd, så familien forstår baggrunden for, at hun holder sig for sig selv.
Ikke naturligt sociale
”Det er en kunstig situation at have flere katte sammen. De er ikke sociale dyr fra naturens side. Feline har ikke så meget selvtillid, og derfor føler hun sig truet af Coco, der er meget selvsikker. Og et hus er et meget lille territorium for flere end én kat.”
Terapeuten forklarer Tine Bredahl, at hun skal træne cirka en time om dagen med Feline - eller indtil hun mister interessen.
”Træn indtil Feline lader dig tage fat i hendes poter eller lader dig røre hende på maven. Og når du må det, så kan I øve, at hun kommer, når du kalder. Med tiden vil Feline så få et bedre selvværd og både falde mere til ro over for Coco og over for jer.”
Læs mere om klikkertræning, dyreadfærd og Maiken Lysholm Sten på: www.animal-farm.org
Bliv medlem
Indkøbskurv
Log på tænk.dk
Nyhedsbrev
Modtag test, nyheder og gode råd - 2 gange om ugen.
Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.













