Testresultater
Gode råd
Kameraet er af mindre betydning
Man kan lave gode billeder med et billigt kamera, hvis man har øje for det rigtige motiv. Det første råd til bedre billeder er derfor: Det handler ikke om udstyret, men om den der bruger det.
Gå tæt på motivet
Tit siger et udsnit lige så meget som et bredt panorama. Særligt med mennesker - vi ser øjne og ansigter - sjældent fødderne. Så lad være med at tage mennesker i hel figur, med mindre der er en helt særlig grund til det.
Komponer billedet
Når vi ser på hinanden, fokuserer vi på øjnene. Når vi tager billeder, skal vi se på en anden måde. Hvis vi sætter øjnene på de mennesker, vi fotograferer, midt i billedet, ender vi med at få et billede, hvor hele den øverste halvdel er himmel eller kedelig baggrund. Komponer billedet ved at se på hele motivet i søgeren/skærmen. Ofte lønner det sig at placere ansigter over midten af billedet.
Sæt kameraet på højkant
De fleste mennesker tager næsten alle deres billeder horisontalt. Ofte giver det mere spændende billeder at fotografere på højkant. Det gælder for eksempel personer, bygninger og andre motiver, som er højere end de er brede!
Tag mange billeder
Digitale billeder koster ikke noget før de bliver fremkaldt. Du skal ikke spare på filmen - hukommelseskortet kan slettes igen. Tag gerne mange billeder af det samme motiv, så kan du vælge det bedste hjemme foran skærmen.
Brug tid på at se motivet an
Måske er der en bedre vinkel, eller måske bliver lyset bedre, hvis du venter 3 minutter eller flytter dig 90 grader rundt om motivet.
Fyld billedet ud
Brug hele billedrammen. Tit bliver motiver mere spændende, hvis man går tæt på, eller hvis man fylder hele billedet ud med det motiv, man gerne vil fotografere. Prøv for eksempel at undgå himmel på billederne - ofte vil de vinde ved det.
Undgå store kontraster
Digitale sensorer kan kun spænde over en vis forskel mellem den lyseste og den mørkeste del af et billede. Kameraet vil ofte prøve at eksponere/måle billedet ud fra den lyseste del - og sørge for, at den ikke bliver helt overbelyst og uden detaljer. Men hvis der er meget store kontraster i billedet - for eksempel mellem en lys himmel og et mørkt hovedmotiv i skygge - så bliver hovedmotivet ofte for mørkt.
Til en vis grad kan man kompensere for det i efterbehandling af billederne, men ikke uden et vist tab i kvalitet. Hvis man skal fotografere et motiv tæt på mod en meget lys baggrund, for eksempel en person foran en udsigt, kan man tit med fordel slå blitzen til og bruge den som udfyldningsflash. Det udjævner kontrasten mellem hovedmotiv og baggrund.
Brug så naturlig belysning som muligt
Hvis det er muligt, så undgå blitz. Undgår især at bruge blitz udendørs, mens det er mørkt. Så får man næsten altid et fladt, hvidligt hovedmotiv og en sort og kedelig baggrund. Hvis man kan langtidseksponere eller tage billederne ved naturligt lys, bliver resultatet ofte bedre. Indendørs kan man også prøve at undersøge, om der er lys nok uden blitz. Hvis du bruger blitz, så prøv at vende den op i loftet, så belysningen af motivet sker gennem reflekteret lys fra loftet i stedet for direkte lys fra blitzen. Det giver et mere jævnt, oplyst rum, ingen grimme skygger og et mere naturligt lys på ansigter.
Vær tålmodig
Det bedste billede er sjældent det første, man tager. At fange det bedste skud af en situation, af børnenes leg, af familiemiddagen eller feriedestinationen kræver tålmodighed. Når kameraet først er fremme, så hav tålmodighed og se motivet an. Overvej, hvordan du bedst fotograferer det, du gerne vil vise til andre.
Rediger dine billeder
Lad være med at vise alle dine billeder frem eller sætte alle i album. Den bedste måde til at få bedre billeder - og beundrende blikke - er ved kun at vise de bedste billeder frem. Professionelle fotografer er glade for et enkelt eller to gode billeder efter en dags arbejde. De fleste amatører vil måske beholde 10%. Men selv det betyder, at du vil nyde dine billeder mere.
Brug dit kamera tit
At fotografere handler ikke om at mestre teknologien eller kende kameraets brugervejledning udenad. Men for at få gode billeder skal kameraet i hvert fald ikke være en hindring. De basale funktioner skal man kunne i søvne. Hvis man er fortrolig med dem, så får man bedre billeder, fordi man koncentrerer sig om motivet og ikke om kameraet - så brug det tit, så bliver resultaterne bedre og bedre.
Af Thomas Roland




