Testresultater
ISO-værdien er et mål for, hvor lysfølsomt kameraet er. Hvis sensorens indstilling er ISO 100, betyder det, at billedet skal have lige så meget lys som en ’gammeldags’ ISO 100 film for at være blive velbelyst.
For at tage billeder i tusmørke eller inden døre uden flash, er det nødvendigt at have en høj ISO-værdi. I gamle dage måtte man skifte film i kameraet - for eksempel fra en ISO 100 til en ISO 400 film, for på den måde at kunne nøjes med 4 gange mindre lys og alligevel tage et velbelyst billede. Princippet er det samme i et digitalkamera. Her kan kameraet blot indstilles til at tage billeder med en højere værdi, når man har brug for det.
Men det har en pris at indstille kameraet på en høj ISO-værdi. Alle digitalkameraer tager de flotteste og mest farvemættede billeder ved den laveste ISO-værdi, de kan indstilles til. Hvis man skruer ISO-værdien op, forstærker man signalet fra sensoren mere, og billedet bliver mere grynet, har dårligere farvegengivelse og kan ikke række over så stor en forskel mellem lys og skygge, som den kan ved laveste indstilling.
Derfor gælder det om at købe et kamera, hvor den laveste ISO-værdi kameraet kan indstilles til, er så høj som muligt. Derimod siger det ikke noget om kameraets kvalitet, hvor højt op ISO-værdien kan forstærkes. Her gælder ikke, at højt er godt.
Kan nøjes med mindre lys
Mange små lommekameraer har en basis-lysfølsomhed på helt ned under ISO 100. Et spejlreflekskamera som Nikon D40 eller D90 har en basisværdi på ISO 200. De kameraer kan altså nøjes med mindre end halvdelen af det lys, som et kamera med basisfølsomhed under ISO 100 kan.
ISO betyder derfor virkelig meget. Alle sensorer har en basis-sensitivitet, som er den laveste ISO-indstilling, kameraet kan tage billeder med. Jo højere det laveste tal er, jo bedre.
Altså: ISO 200 er bedre end ISO 100 - men kun når det handler om den laveste indstilling.
Hver gang ISO-tallet fordobles, halveres den mængde lys, sensoren har brug for. Springet fra ISO 200 til 400 er altså lige så stort som fra ISO 100 til 200. Jo højere man skruer ISO-tallet op, jo mere lysfølsom vil sensoren opføre sig.
Spejlrefleks kan presses mere
De fleste lommekameraer kan tage billeder med op til ISO 800 eller 1600, men de fleste af disse billeder vil højest have affektionsværdi for fotografen.
Skruer man derimod et spejlrefleks med et stort sensor-areal (store pixels) op til ISO 800 eller endda ISO 1600, vil det stadig give gode og brugbare billeder, takket være den højere basis-sensitivitet og de større pixels, der kan samle meget mere lys sammen.
Tag billeder i måneskin
De nyeste sensorer giver rimelige resultater op til ISO 1600. Nikon D3 og D700 og Canon EOS 5D mark II kan tage billeder med op til ISO 6400 - i den såkaldte ’boost mode’ op til ISO 25600! Det betyder, at man kan tage skarpe billeder i måneskin - men dog med en del støj.
Brug for mere hjælp?
Ring til vores rådgivning
Mandag til fredag kl. 9-12
på telefon 77 41 77 41.




