Om risikomærkning af investeringer
Forbrugerrådet har i fire år arbejdet for at få en risikomærkning indført, som skal hjælpe dig til at undgå ubehagelige overraskelser, når du beder banken om hjælp til at spare penge op.
Den 1. juli 2011 blev risikomærkningen indført af Finanstilsynet. Dermed bliver der sendt et klart signal til forbrugerne om, at bankernes hjemmelavede investeringsprodukter med høje omkostninger intet har tilfælles med danske stats- og realkreditobligationer.
Du kan bruge risikomærkningen i de aftaler, du indgår med banken, så du f.eks. kan bede om 60 procent grønne obligationer, 35 procent gule aktier og fem procent røde obligationer.
RØD
Hvis du vælger at sætte dine penge i røde investeringsprodukter, har du risiko for at tabe mere end det beløb, du investerer. Bankernes hjemmelavede produkter med høj risiko og høj provision hører hjemme i den røde kategori.
Produkttyperne er vanskelige at gennemskue.
De røde produkttyper er bl.a.:
- Strukturerede obligationer.
- Hedgefondbeviser.
- Optioner, futures, og terminsforretninger på f.eks. valuta, aktier, obligationer, andre værdipapirer, afkast, renter, indeks og råvarer.
GUL
Hvis du vælger at sætte dine penge i investeringsprodukter fra den gule kategori, har du risiko for at tabe hele dit investerede beløb eller en del af det.
Produkttyperne er dog ikke vanskelige at gennemskue.
De gule produkttyper er bl.a.:
- Aktier.
- Erhvervsobligationer.
- Investeringsforeningsbeviser (UCITS).
GRØN
De grønne investeringsprodukter svarer til den traditionelle opfattelse af, hvad en obligation er. Det vil sige en sikker investering. Risikoen for, at du taber hele det investerede beløb, er meget lille, hvis du holder investeringen til udløb.
Produkttyperne er ikke vanskelige at gennemskue.
De grønne produkttyper er bl.a.:
- Statsobligationer.
- Realkreditobligationer.
- Skibskreditobligationer.
Af Therese Dons Christensen
Brug for mere hjælp?
Ring til vores rådgivning
Mandag til fredag kl. 9-12
på telefon 77 41 77 41.



