Myter om kosttilskud

Søger man på nettet på kosttilskud, render man hurtigt ind i misforståelser og myter om gevinsten ved kosttilskud. Her er samlet et par af de gennemgående påstande om kosttilskud.

Påstand: Det er nødvendigt at tage kosttilskud for at spise sundt.

Falsk: Er man sund og rask og spiser en varieret kost, er det ikke nødvendigt at tage kosttilskud.

Påstand: Kosttilskud i form af vitaminer og mineraler fremmer præstationsevnen.

Falsk: Der er ikke fundet evidens for at kosttilskud af vitaminer og mineraler fremmer præstationsevnen eller helbredet blandt almindelige motionister. En varieret kost, der indeholder tilstrækkelig energi, dækker behovet for vitaminer og mineraler.

For øget energiniveau og skærpet hukommelse er dokumentationen heller ikke overbevisende. I visse situationer og primært hos grupper af personer, som træner med høj intensitet, kan der opnås små, men målbare effekter af træningsudbytte og præstationsevne for visse kosttilskud og sportsprodukter.

Påstand: Man kan ikke få for mange vitaminer og mineraler.

Falsk: Det kan være farligt at indtage store doser vitaminer og mineraler som kosttilskud. Der er især tale om de fedtopløselige vitaminer, som ophobes i kroppens fedtlagre. Store doser mineraler kan også være skadeligt, da det kan forrykke mineralernes indbyrdes balance.

Påstand: Kosttilskud og naturlige stoffer fra planter og lignende, er mere sikre end lægeordinerede midler

Falsk: Når noget er naturligt, er det ikke ensbetydende med, at det er sikkert. Fx findes der bær og svampe i naturen, der er giftige for mennesket.

Vær opmærksom på dokumentationen

Der stilles langt færre krav til dokumentation af evt. uønskede og ønskede virkninger for kosttilskud sammenlignet med naturlægemidler og lægemidler. Det er for kosttilskud, firmaets eget ansvar, at kosttilskud er sikre at indtage og har de virkninger, som anprises.

23.1.2012

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv