Penge- og Pensionspanelet står bag et nyt site, som giver uafhængig information om, hvordan man finder den boligfinansiering, der passer bedst til den enkelte forbrugers behov.
”Det er et værktøj, som Forbrugerrådet varmt kan anbefale til alle - uanset om de står over for deres første boligkøb, eller de har prøvet det før. For indtil nu har stort set al information på dette område været lagt i hænderne på banker og realkreditinstitutter. Men her finder man god information og skrevet i et sprog, som alle forstår”, siger Carsten Holdum, cheføkonom i Forbrugerrådet.
På sitet kan man blandt andet læse om, hvordan lånetype afgør, hvor meget det kommer til at koste hver måned at låne til fast ejendom. For nybegynderne er der også mulighed for at lære om forskellen på de mange typer lån.
”Der er efterhånden mange forskellige låntyper til at finansiere sin ejerbolig. Det drejer sig om at kende sine muligheder, når man skal låne. Hvis man ikke kender risikoen ved forskellige lånetyper, kan man få ubehagelige overraskelser, fx hvis renten stiger. Til gengæld er der penge at spare, hvis man kender sin gæld. Derfor er uafhængig information så vigtig”, siger Carsten Holdum.
Læs mere om, hvordan du får de bedste boliglånLæs mere om Penge- og Pensionspanelet