Testresultater
Salt
Opvaskemaskiner bruger filtersalt, der ikke klumper, og de fleste opvaskemaskiner har en indikator, der viser, når der skal fyldes salt på.
Den nødvendige mængde salt afhænger af vandets hårdhed, som du kan få oplyst hos din kommunes tekniske forvaltning.
Afspændingsmiddel
Doseringen af afspændingsmiddel varierer fra maskine til maskine og efter midlets koncentration.
Hvis servicet føles fedtet, er det tegn på for meget afspændingsmiddel. Pletter og striber på glassene tyder på for lidt.
Opvaskemiddel
Opvaskemidlets opgave er at løsne smuds og holde det svævende, så det sendes ud med skyllevandet og ikke sætter sig på servicet igen.
Hvert år bliver 9 millioner liter håndopvaskemiddel skyllet ud i de danske håndvaske, og så er pulver og tabs til opvaskemaskiner ikke engang talt med.
Opvaskemidler belaster miljøet, og for meget opvaskemiddel giver ikke en renere opvask, men blot for meget skum i maskinen. Sørg derfor for at læse doseringsvejledningen til din opvaskemaskine grundigt og gå efter miljømærket opvaskemiddel.
Husk desuden, at alle opvaskemidler er stærkt basiske og dermed ætsende, og de skal derfor holdes langt væk fra børn.
Opvasketabs
Opvasketabs er nemme at bruge, men der kan også være ulemper ved dem.
- Almindelige opvasketabs er kun opvaskemiddel, så der skal fyldes både salt og afspændingsmiddel på maskinen.
- Alt-i-en tabs indeholder opvaskemiddel, afspændingsmiddel og salt. De har et stort indhold af fosfat eller andre afkalkere for at blødgøre vandet, men de fungerer ikke så godt som det traditionelle blødgøringsanlæg, og ved hårdt vand skal du tilsætte ekstra salt.
Begge typer opvasketabs vasker godt af. Glas kan dog blive mere uklare med alt-i-en tabs.
Brug for mere hjælp?
Ring til vores rådgivning
Mandag til fredag kl. 9-12
på telefon 77 41 77 41.




