Inden du trækker nytårshatten på og sætter ild til raketterne, er det en god idé at tjekke din skat for året, der er gået. Hvis du er lidt på forkant, kan du nemlig både spare nogle unødvendige udgifter og bøvl og besværligheder.
Tænk Penge giver dig en hurtig guide i, hvordan du tjekker din skat.
1. Undgå restskat
Har du betalt for lidt i skat i løbet af året, og vil du undgå restskat, kan du lave en frivillig indbetaling. Du kan undgå renter ved at beregne din restskat og betale senest den sidste bankdag.
2. Rentefald på boliglån
Hvis dine renteudgifter er lavere nu end tidligere, bør du ændre din forskudsopgørelse for næste år for at undgå en restskat.
3. Beregn selv din skat
På skat.dk kan du bruge programmet ”Beregn skatten” til at finde ud af, om du har betalt for lidt i skat i løbet af året.
På din sidste lønseddel fra året kan du se, hvor meget du samlet har betalt i henholdsvis A-skat og AM-bidrag.
4. Tjek din indkomst
Det kan være en god idé at tjekke dine aktuelle løn og andre indkomstoplysninger i din skattemappe i TastSelv. Det gør du ved at logge på skat.dk/TastSelv, klik derefter på Aktuelle indkomstoplysninger/eSkattekort i midterste kolonne.
Tjek eventuelt også dine lønsedler, bankudtog og betalingsoversigter.
5. Renter af restskat
Har du restskat, og har du ikke betalt inden årets sidste bankdag, skal du betale en såkaldt dag-til-dag rente af beløbet. Det betyder, at jo flere dage der går, inden du betaler, jo mere betaler du i rente. Derfor er det en god idé at betale så hurtigt som muligt.
Skats rentesats udmeldes i slutningen af december.
6. Betal med dankort eller via netbank
Du kan betale med dankort eller via netbank på skat.dk ”Betaling af restskat” eller via TastSelv.
Kilde: Skat