Prisgaranti

Skilter forretningen med "prisgaranti", kan du ofte få differencen udbetalt hvis du finder varen billigere et andet sted

Flere og flere forretninger giver prisgaranti på de varer, som de sælger til forbrugerne. Hvis forretningen har annonceret med prisgaranti på den vare, som du har købt, så har du ofte ret til at få differencen mellem dit køb og den billigere vare udbetalt.

Det betyder, at hvis du har købt en vare til 10.000 kroner og så ser den hos en konkurrerende forretning til 9.000 kroner, ofte har ret til at få differencen på 1.000 kroner. Forbrugerrådet har opstillet følgende gode råd om prisgaranti:

Hvis du opdager varen billigere

Hvis du opdager at det nye fjernsyn, du har købt, kan fås billigere i en anden forretning, så skal du henvende dig i forretningen, der har givet dig prisgaranti på fjernsynet. For at prisgarantien gælder, så skal fjernsynet være præcis samme model, som det, du har købt.

Du skal medbringe dokumentation for, at varen kan købes et andet sted. Dokumentationen kan for eksempel været en tilbudsavis eller et katalog fra den forretning, hvor du har fundet varen billigere.

Du skal også være opmærksom på, at prisgarantien ikke gælder evigt. Typisk gælder en prisgaranti 14 dage eller en måned, og finder du først varen billigere et andet sted efter dette tidspunkt, så kan du ikke gøre dit krav om udbetaling af differencen gældende.

Gælder garantien?

Forretninger har ret til at tage nogle forbehold, når de udsteder en prisgaranti på deres produkter. Disse forhold skal du oplyses tydeligt om som forbruger - det kan for eksempel ske på opslag i forretningen, på bagsiden af din bon eller faktura eller i en særlig folder om forretningens prisgaranti.

Forretninger, der yder prisgaranti, kan tage følgende forbehold:

Den billigere vare skal findes inden for butikkens normale handelsområde. Forretningen kan vælge at specificere dette område - typisk sker det ved hjælp af postnumre Prisgarantien dækker kun en vis periode. Der er ikke krav til, hvor lang perioden skal være - men Forbrugerombudsmandens retningslinjer siger, at der skal være en praktisk mulighed for at gøre prisgarantien gældende.Forretningen må gerne tage forbehold for, at det ikke er et slagtilbud eller begrænset parti, som konkurrenten har til salg. På samme måde kan forretningen betinge sig, at købet sker i en fysisk butik. Dermed er tilbud som kun gælder internethandel ikke gældende.

Forretningen kan ikke efterfølgende tage forbehold, som ikke var gældende, da du indgik købet med forretningen. Det vil sige, at de ikke kan nægte at udbetale dig difference, med mindre det falder ind under de forbehold, som var gældende på tidspunktet for din handel.

Du har desværre ikke umiddelbart ret til at hæve købet og forlange pengene retur for den oprindelige handel, hvis du finder en vare billigere et andet sted. Check eventuelt om forretningen tilbyder fortrydelsesret, ellers "fanger bordet".

Hvis du vil klage

Forsøg først og fremmest at finde en løsning med den forretningsdrivende på jeres tvist. Hvis en prisgaranti er indholdsløs eller på anden måde ubrugelig, kan du klage til Forbrugerombudsmanden, der så kan skride ind overfor butikkens markedsføringsmetoder.

8.5.2006

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Brug for mere hjælp?

Ring til vores rådgivning

Mandag til fredag kl. 9-15

på telefon 77 41 77 41.

Indkøbskurv