Find den rigtige lysstyrke

Glødepærens udfasning betyder, at vi skal vende os til at vælge pærer på en ny måde. Det er nemlig ikke længere Watt, vi skal se efter, men sparepærernes Lumen, som angiver det lys, pærerne udsender.

Find den rigtige lysstyrke (billede)

Se efter pærernes Lumen

Vi har været vant til at vælge vores elpærer ud fra, hvor mange watt de forbruger, når de afgiver lys. 60 Watt over køkkenbordet, 25 i soveværelset og så videre.

Efter glødepærens udfasning er det dog ikke længere aktuelt, og det er på tide at vi som forbrugere lærer at vælge vores pærer efter, hvor meget lys de udsender.

Dette tal angives i Lumen og står på pakken af alle elpærer.

Find det Lumen-tal, der afløser dine glødepærer

I skemaet nedenfor kan du se, hvordan en gammeldags glødepære nogenlunde lyser i forhold til forskellige Lumen. Oversigten er ikke fuldstændig absolut, da moderne A-sparepærer kan angives med vidt forskellige Lumen-tal, og der derfor vil være mange grænsetilfælde.

Glødepærer A-sparepærer
15 Watt <200 Lumen
25 Watt 200-300 Lumen
40 Watt 300-600 Lumen
60 Watt 600-900 Lumen
75 Watt 900-1.200 Lumen
100 Watt < 1.200 Lumen

Tjek sparepærens farvegengivelse og temperatur

Når vi taler om lys og sparepærer, er det ikke kun lysstrømmen, der er vigtig. Farvegengivelsen og temperaturen er også vigtig. Begge dele kan aflæses på pakken.

Farvegengivelsen angives i den såkaldte Ra-værdi. Solen er 100%, glødepærer er 99%. Typiske A-sparepærer har en værdi omkring 80–83%. Desto højere desto bedre. Og du bør aldrig købe en pære, der har under 80 i Ra-værdi.

Farvetemperaturen angives i Kelvin. En glødepære ligger omkring 2.700 Kelvin En lavere temperatur vil give en fornemmelse af varmt lys, og en højere koldt. En pære bør ligge mellem 2.700–3.000 Kelvin.

Lån pæren med hjem

Vær opmærksom på, at farvetonen godt kan variere, selvom du vælger en farvetemperatur på minimum 2.700 Kelvin. En 20 Watt-pære vil virke mere kold i farvetonen end en 8 Watts pære.

Sparepærernes begrænsede farvegengivelse betyder også, at selv en pære med den rigtige farvetemperatur stadig kan ende med at give et skær af fx blåt, lilla, rødt eller gult.

Nogle elselskaber tilbyder, at du kan låne en kuffert med sparepærer med hjem. Det giver gode muligheder for at finde frem til den rigtige pære, både med hensyn til facon, effekt og farvetone.

Af Rasmus Partsch

14.10.2011

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Brug for mere hjælp?

Ring til vores rådgivning

Mandag til fredag kl. 9-15

på telefon 77 41 77 41.

Indkøbskurv