Hvordan sparer man op?

Det er let at sige ”opsparing”, men hvordan gør man det, når man ingen penge har?

De fleste tager lån, fordi de ikke har penge til at købe det, de vil. Men lånet koster penge (renter). Hvis man vil spare renterne, skal man betale kontant. Men det kan være svært at skaffe dem!

Hvordan samler man pengene?

Der er flere måder at spare op på. Nogle lægger mønter til side, andre sparer det op, der er tilbage sidst på måneden. Nogle har styrke til at sætte uforventede indtægter ind på opsparingskontoen – for eksempel overtid, restskat osv.

Motivation

Man skal heller ikke glemme, at motivation er vigtig: Det kan være lettere at lægge penge til side, hvis du har et mål. For eksempel en ferie, økonomisk uafhængighed eller et par lækre sko. I det tilfælde kan det hjælpe at have en bankkonto, der f.eks. hedder ”Ny bil” i stedet for bare ”Opsparing”.

Automatisering

Automatisering er en strategi, der virker for mange: Først på måneden overfører du automatisk et beløb til din opsparingskonto. Når du ser på din lønkonto, har du færre penge til rådighed. Det betyder, at du passer lidt bedre på, så du har penge til hele måneden. Sidst på måneden har du måske som sædvanlig ingen penge til overs – men du har til en forandring sparet penge op!

Det kan være en halvtredser om måneden, eller hvad din økonomi kan holde til. Med tiden giver det en dejlig frihed. Det er en fantastisk følelse at se opsparingen vokse.

Hvordan passer man på pengene?

Afhængig af din økonomi og personlighed kan du bruge forskellige strategier:

  • Glemsomhed:
    For nogle er bedst helt at glemme, at de har en opsparing. Det kan – for eksempel - klares ved automatiske overførsler eller ved at have opsparingen i en anden bank.
  • Følelse af success:
    For andre virker opsparingen stærkest, hvis de kan se, at de er på vej mod målet. I det tilfælde kan det hjælpe at synliggøre succesen efterhånden, som man sparer op. For eksempel en tegning af en stabel guldbarrer, som man farver én mere af hver måned. Eller en guirlande, hvor hver cirkel er DKK 100, eller hvad der nu virker motiverende for dig.
  • Snyd dig selv:
    Endelig er der mange, der ikke kan lade pengene stå: De føler, at de er nødt til at bruge penge, så snart, der står lidt på kontoen. Hvis du er sådan, kan du gøre det svært for dig selv. For eksempel kan du lægge pengene i en kasse med lås - men smid nøglen væk, så du skal bruge værktøj for at komme til pengene. Eller placer pengene i glas og ramme, som du skal smadre for at komme til pengene. (Husk at gemme dem et sikkert sted!)

Bare det virker, så du samler penge og slipper for gæld, når du vil købe noget!

En opsparing er et sikkerhedsnet

Alle har selvfølgelig godt af at have en opsparing, men hvis din økonomi er stram, er det specielt vigtigt: Små uforudsete ting kan have store konsekvenser, hvis du ikke har råd til dem. For eksempel, at fjernsynet går i stykker, at cykler skal repareres eller lignende.

Det er altid en god ide at have en opsparing, som kun må benyttes i nødstilfælde. Start med at spare DKK 3,000. op til uforudsete udgifter. Når du har nået dét mål, så fortsæt til DKK 5,000 eller DKK 10,000.

Det giver en fantastik frihed at have råd til det, når uheldet er ude.

Af Solveig Manthey

Indkøbskurv

Har du brug for rådgivning om din gæld?

Du kan få gratis, anonym rådgivning, hvis du stor gæld, lav indkomst og lavt rådighedsbeløb.
Læs mere om tilbuddet eller aftal et møde

Bliv frivillig gældsrådgiver

Er du uddannet (eller studerende) bankrådgiver, økonom, socialrådgiver eller jurist, så søger vi stadig frivillige. Læs mere om at blive frivillig

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv