Babynests kan være farlige for dit barn | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Babynests kan være farlige for dit barn

Forbrugerrådet Tænk har undersøgt 13 babynests og fundet alvorlige sikkerhedsmæssige problemer ved flere af dem.

Anne-Helene Merkelsen · Foto: Thomas Dahl · 22. august 2023
Babynests kan være farlige for dit barn

Imagecredit: Getty Images

De er formet som små, omfavnende reder og er populære blandt nybagte forældre, og de fleste producenter af babyudstyr har dem på hylderne i en eller flere varianter.

Designet på babynestene emmer af tryghed, men modsat mange andre babyprodukter er der ingen krav til sikkerheden ud over den generelle produktsikkerhedslov.

Mange sikkerhedsproblemer med babynests

Vi har undersøgt 13 udvalgte modeller, som dækker et bredt udsnit af markedet, og konklusionen er klar: Der er alvorlige sikkerhedsmæssige problemer ved mange af dem.

Ni ud af 13 babynests har fx en relativt dyb revne mellem siderne og bunden, hvor der er risiko for, at barnets hoved kan sidde fast, så det har svært ved at trække vejret og i værste fald kan blive kvalt.

”Revnen er helt unødvendig, og Copenhagen Colors’ babynest ’Future’ er da også et eksempel på, at man godt kan lave en version uden. Her er problemet løst ved at sy bunden fast højere oppe på siderne,” siger testansvarlig Stine Müller.

Disse sikkerhedsproblemer har eksperterne kigget på: 

 

Et andet udbredt problem er lange snore. Seks af de 13 babynests har snore, der er længere end 22 cm. Det betyder, at de ikke ville leve op til de krav, der er for mange andre børne- og babyprodukter som fx lifte, tøj og barnevogne.

På flere af babynestene er der desuden knuder og pynt i snorenes ender, hvilket øger sandsynligheden for, at de kan danne løkker og vikle sig om barnets hals. Det gælder fx Camcam Babynest OCS, Amazons babynest og Classic Babynest fra Makaszka købt hos Little Hugs.

Syv af rederne har et andet problem tilfælles, nemlig en åbning i enden. Det er uhensigtsmæssigt – forklarer Stine Müller – da det lille barn kan skubbe sig ud af åbningen og i værste fald komme til at sidde i klemme.

Derfor er de lukkede babynests fra fx Copenhagen Color, Liewood og Done by Deer at foretrække. Alternativt skal åbningen let kunne lukkes helt til, hvilket er løst med et fastsiddende dække på Friends Babynest.

Virksomhederne bør tage mere ansvar

For fem år siden fjernede BabyDan en babynest fra det danske marked efter henvendelser fra tre mødre, hvis børn var ved at blive kvalt i revnen langs siderne. Lignende tilfælde i Canada har gjort, at landets sundhedsmyndigheder siden 2017 har advaret om kvælningsfare ved brug af babynests.

I 2020 laboratorie­testede myndigheder fra en række medlemslande i EU 28 babynests som en del af en større undersøgelse af forskellige produkter, som babyer kan sove i. Fra Danmark deltog Sikkerhedsstyrelsen.

embed_babynest

Babynest fra Done by Deer, hvor designet gør, at der ikke er en dyb revne mellem bund og side.

Resultatet var, at 27 af de 28 babynests ikke levede op til de standarder, der findes for sammenlignelige produkter. 

”Det er et stort problem, at der ikke er en sikkerhedsstandard for denne produkttype. Vi har fundet en del velkendte sikkerhedsproblemer, som ikke må være på tilsvarende babyprodukter, hvor der er en standard, så virksomhederne burde kende til problemstillingerne,” siger seniorrådgiver Helen Amundsen, der har arbejdet med sikkerhedsstandarder for børneprodukter i mange år.

Sikkerhedsvurdering er op til forbrugerne

Når der ikke er en sikkerhedsstandard, har producenterne ingen faste retningslinjer at teste deres produkter op imod, men skal lave deres egen risikovurdering.  Som forbruger er man dermed i mange tilfælde overladt til selv at vurdere, om en babynest er sikker, inden man lægger sin baby ned i den. Sådan bør det ikke være, understreger Helen Amundsen.

”Det er de færreste, der står med målebåndet fremme og måler snorelængder, når de køber en babynest. Som udgangspunkt bør man kunne forvente, at produkterne er sikre at bruge, men vores undersøgelse viser, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan,” siger hun.

Som udgangspunkt bør man kunne forvente, at produkterne er sikre at bruge, men vores undersøgelse viser, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan. Helen Amundsen Seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænk mener, at arbejdet med at udvikle en standard bør sættes i gang hurtigst muligt. Indtil da er opfordringen til virksomhederne, at de læner sig op ad de relaterede krav, der findes for andre baby- og børneprodukter.

”Vi opfordrer virksomhederne til at gennemgå deres egne produkter. De problemer, vi finder i vores undersøgelse, er udbredte, og derfor bør virksomhederne tage et større ansvar. Det kan ikke være op til forbrugerne,” siger Stine Müller.

For let adgang til skummet

Lange snore og dybe revner er ikke de eneste sikkerhedsproblemer ved babynestene. Nogle af rederne markedsføres også som lifte, og i en af disse, Najell Babynest, kan siderne løsnes og også slås helt ned til et tæppe. Men de fleksible sider er så bløde, at babyen risikerer at trille ud, hvis du bruger babynesten, uden at siderne er strammet helt til.

Noget andet er madrasserne. For mange babyprodukter med aftageligt betræk er der krav om, at børnene ikke må kunne komme ind til skummet, da de let kan pille det i mindre stykker, som de kan få galt i halsen.

Åbninger ind til skum skal derfor enten være så svære at åbne, at børnene ikke kan gøre det selv, eller også skal skummet have et ekstra betræk, der forhindrer direkte adgang til skummet. På babynestene fra Salling og Wish er det dog let at komme ind til skummet, som dermed risikerer at ende i den gale hals.

Giver råd, som Sundhedsstyrelsen fraråder

Har du først anskaffet dig en babynest, kan det virke oplagt at placere den imellem jer forældre om natten, men det er en dårlig ide, forklarer Stine Müller. Dels skal nesten stå på en fast og plan overflade for at minimere risikoen for, at barnet havner med ansigtet trykket helt op mod siderne, og dels skal barnet holdes øje med, når det ligger i nesten.

En af anbefalingerne fra den europæiske undersøgelse af babynests er desuden aldrig at bruge en babynest til, at babyen kan sove i sengen mellem forældrene.

Gode råd til brug af babynest

  • Brug ikke en babynest til samsovning. Heller ikke selvom producenten skriver, at den er velegnet til dette.
  • Hold øje med dit barn, når det ligger i en babynest.
  • Stil den altid på jævne, stabile og ikke alt for bløde underlag. Dit barn skal ligge vandret  og plant, når det sover.
  • Vær opmærksom på ikke at stramme siderne så meget, at revnen mellem bund og sider bliver dybere.
  • Hvis babynesten har bærehåndtag , så sørg altid for, at disse ligger uden for nesten, så barnet ikke bliver viklet ind i hankene.
  • Brug ikke selve pølsen som sengerand i tremmesenge, da flere af dem er så hårde, at de vil kunne bruges som fodstøtter for børnene, der derved lettere kan klatre op og falde ud af sengen. De kan også give samme risiko for revne mellem madras og pølse, hvor barnet kan komme i klemme med hovedet.
  • Undgå at lægge bamser, hovedpuder og andre løse dele ned til børnene i babynesten.
  • Brug den kun, indtil dit barn selv begynder at trille, løfte sig m.m.
  • Vask den, inden den tages i brug.

Derudover fraråder Sundhedsstyrelsen generelt, at spædbarnet sover mellem de voksne, fordi det øger risikoen for vuggedød, og anbefaler i stedet, at barnet sover i egen seng i samme rum som forældrene.

”Flere producenter advarer da også mod at bruge babynesten til samsovning, mens andre går imod de officielle anbefalinger og ligefrem opfordrer til at bruge produktet på den måde,” siger Stine Müller og nævner Salling, som på emballagen skriver, at babynesten ”kan bruges til at sove mellem mor og far”. Også CamCam nævner i manualen, at babynesten er ”perfekt til samsovning”.

Undgå babynests med hovedpude

Køber du en af undersøgelsens to babynests fra onlinemarkedspladserne Wish og Amazon, følger der en hovedpude med, men den bør du afholde dig fra at bruge, da hovedpuder, bamser og andre løsdele kan lægge sig over barnets hoved og begrænse vejrtrækningen, påpeger Stine Müller og understreger alvoren i, at en så populær produktgruppe har så mange sikkerhedsmæssige problemer.

”Det betyder, at du skal være særlig opmærksom på, hvad du køber, og hvordan du bruger den, men du kan også overveje, om du overhovedet har brug for en babynest,” siger hun.

Gode råd til køb af babynest

  • Vælg en babynest med en god fast madras og evt. en fast bund.
  • Undgå produkter med snore.
  • Vælg en babynest uden dyb revne mellem side og bund, og hvor der enten slet ikke er åbning i fodenden, eller hvor åbningen kan lukkes helt tæt.
  • Hvis den også skal bruges til at flytte eller bære barnet i, så vælg en babynest, der er godkendt som lift.
  • Tjek, at den er af en sådan kvalitet, at der ikke er løse tråde eller trådløkker m.m.
  • Tjek også, at skummet i madrassen ikke er tilgængeligt.
  • Vælg en uden hovedpude.
  • Tjek, at den kan vaskes, som du ønsker, om den fx tåler maskinvask, og hvilken temperatur den eventuelt kan vaskes ved.

Det siger producenterne

  • ”Vi har arbejdet i 40 år som producenter af babyprodukter. For babynests findes der ingen specifik regulering, men vi overholder selvfølgelig regler og kvalitetskrav, og vi anvender Oeko-Tex på tekstilerne i produktet. Babynesten er eksporteret over hele verden og i ingen lande har vi haft problemer med produktet.”

  • ”Det er problematisk, at der ikke er udgivet en egentlig standard for babynest, som man kan teste sit produkt op imod.
    Vi mener dog, at vi som producent, kan stå på mål for sikkerheden af vores babynest, som har været brugt og elsket af mange tusinde kunder, og vi har aldrig haft en klage over sikkerheden.

    Alligevel har vi på baggrund  af myndighedernes tidligere undersøgelse af Babynests, der indeholder visse retningslinjer for sikkerhed, udviklet en ny babynest, som kommer på markedet i starten af August, da produktsikkerhed altid kommer i forreste række hos os. Vores nuværende babynest udgår derfor fra sortimentet og vil snart være udsolgt.”

  • ”Vores Doomoo babynest er sikkerhedstestet hos SGS og har bestået alle tests. Madrassen lever op til kravene i sikkerhedsstandarden for babymadrasser og mavebæltet har også passeret SGS-testen. Det har en tilstrækkelig bredde og er aftageligt.
    Derudover vil vi gerne fremhæve, at der i hovedenden af babynesten er 3D tekstil for at give ekstra ventilation gennem stoffet og derved mindske risiko for kvælning. Doomoo babynest er også vaskbar, hvilket vi mener, er en vigtig egenskab ved produkter til nyfødte.”

  • "Hos FILIBABBA går vi højt op i sikkerhed, og følger altid med i, hvad der sker i forhold til EU-standarder og tilbagetrækninger af produkter, der er sammenlignelige med vores egne.

    Vi har ikke selv oplevet problemer med sikkerheden ved vores babynests, men da vi har set flere problemer med babynests fra andre brands, har vi i 2022 valgt at udarbejde en opdateret version af vores babynest.

    Da der endnu ikke er en specifik EU-standard for babynests, har vi valgt at arbejde sammen med SGS France, der har udviklet deres egen sikkerhedsprotokol på dette område. Resultatet er vores nye Babynest 2nd Generation, der som en af få babynests på markedet leveres med en udførlig vejledning om sikker brug."

  • Vi har vurderet at Friends Home babynest er sikker af følgende årsager:

    - Babynesten har en ikke-aftagelig flap for enden, der sikrer at baby ikke kan falde ud.
    - Babynesten har en tynd fast madras, der sikrer at den ikke former sig efter barnets hoved i tilfælde af at de skulle lægge hovedet mod gap’et i siderne.
    - Babynesten har snore der maksimalt kan trækkes til en længde på 22 cm.

    Ovenstående vil sammen med de tydelige anvisninger og advarsler på produktet minimere risikoen for kvælningsfare for baby’en. På produktet står der for eksempel, at baby altid skal være under opsyn og hovedet skal være modsat lukningen under brug. Det er også anvist at babynesten altid skal ligge på en plan overflade, da den ikke har en hård bund.
    Idet der ikke findes en test-standard for babyneste, har vi fokuseret på at give kunden præcise informationer om hvordan produktet skal bruges.

  • ”Vi synes, det er meget positivt, at flere aktører ser på, hvad der tilbydes på markedet af babynests og styrker forbrugernes mulighed for at træffe informerede valg.
    Hvad angår Najell SleepCarrier, så er siderne bløde og fleksible, men vores instruktion siger, at de skal være lukket til, når du bruger den som babynest. Ukorrekt brug, som fx ikke at stramme snorene, kan betyde, at siderne er for bløde, men vurderingen bør tage udgangspunkt i, at forældre bruger produktet korrekt.
    Vi anbefaler ikke samsovning, men oplyser, at hvis du vælger at sove sammen af forskellige årsager, er det godt at have en babynest som SleepCarrier, hvor barnet ikke kan ende under forældrenes dyner, men sover på sit eget separate underlag højt oppe mellem forældrenes puder.”

  • Efter at Forbrugerrådet Tænk sendte resultatet af undersøgelsen til virksomhederne har Salling valgt at tilbagekalde deres babynest. De skriver følgende:
    "Denne babynest tilbagekaldes fra forbrugerne, idet det har vist sig, at der i revnen mellem madras og vægpude er en risiko for at barnet kan få hæmmet sin vejrtrækning, hvis barnet ruller om på siden og får mund og næse ind i væggen og revnen. Desuden har der blandt andet vist sig at være en risiko for at barnet glider ud ad åbningen i den ene ende, og at der kan opstå en kvælningsfare i snorene. Produktet er solgt i div. webshops såsom foetex.dk, bilka.dk og samt i de fysiske butikker Bilka og Føtex. Har du allerede købt produktet skal du omgående stoppe med at bruge produktet og enten kassere det eller returnere det til forhandleren, hvor du købte produktet og kan få pengene retur. Vi beklager situationen og håber på jeres hjælp til at få produkterne retur."

  • Sikkerhed og kvalitet har højeste prioritet for Liewood i design og produktion af produkter til børn og babyer.

    I 2022 er vores Gro babylift ændret efter en bemærkning fra Sikkerhedsstyrelsen. Sagen blev dengang afsluttet, og alle nødvendige foranstaltninger iværksat efter modtagelsen af brevet, der omhandlede opmåling af produktet.

    Siden 2022 er fyldet skiftet til 500g, hvilket mindsker det dybe mellemrum mellem side og bund, som normalt ville udgøre en sikkerhedsrisiko.

    Forbrugerrådet Tænk gør opmærksom på, at betrækket over snorene kan tages helt af, hvilket er korrekt. Det er fastgjort med kraftig velcro, som er uden for barnets rækkevidde på undersiden samt under sidestykket ved fodenden. Vi anser ikke dette som en sikkerhedsrisiko, og gør ligeledes i manualen opmærksom på, at betrækket til hver en tid skal være lukket ved anvendelse.

    Gro babylift er testet i henhold til alle regler, der gælder for barnesenge og har været igennem Forbrugerlab flere gange til gennemgang for at sikre, at sikkerhed og kvalitet følger standarderne.

  • ”På baggrund af undersøgelsen stoppede vi straks med at forhandle denne babynest og fjernede den fra vores hjemmeside.”