Elselskab spinder guld på skjulte tillæg
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Elselskab spinder guld på skjulte tillæg

Nordisk Energi lover enkel og billig levering af strøm, men i uigennemsigtige regninger skjuler sig en merpris, som kan løbe op i flere tusinde kroner.

Lindi Winkel · 24. januar 2024
Kvinde ser på sine elregninger

Kun 1 øre i tillæg til spotprisen på el. Det var, hvad kunder fik stillet i udsigt, hvis de købte strøm fra Nordisk Energi (tidligere Nordisk Energy) i starten af 2023. Og den pris fik elselskabet til i perioder at toppe listen på både den statslige sammenligningsside elpris.dk og flere kommercielle sammenligningssider, der påstår at kunne finde den billigste elaftale.

Skjult i gennemsnitsprisen for strøm på elregningen gemte sig imidlertid et tillæg på 1,25 kroner per kWh. Det viser en række forbrugeres elregninger fra 2023, som Forbrugerrådet Tænk har fået indblik i. 

Det skjulte tillæg betyder, at du med et forbrug på 4.000 kWh skulle betale 5.400 kr. til elselskabet - eller over 5.000 kroner mere end forventet.

Det betyder samtidig, at elaftalen fra Nordisk Energi var en af de absolut dyreste på markedet.

igbillede-nordiskenergy_embed

 

Reklame fra Nordisk Energi på Instagram.

Godt gemt tillæg

Tillægget på de 1,25/kWh dækker ifølge Nordisk Energi handelsomkostninger.

”At der er handelsomkostninger er sådan set reelt nok, om end det er uigennemskueligt, hvorvidt omkostningerne i virkeligheden er så høje per kWh,” forklarer Emil Rosager Schaarup, som er projektleder i Forbrugerrådet Tænk og ansvarlig for test af blandt andet elselskaber.

”Pointen er, at forbrugerne ikke skal snydes til at tro, at de får en lav pris, når den i virkeligheden er markant højere. For selv om mange elementer af den pris, du betaler for strøm, er den samme, uanset hvilket elselskab, du er kunde hos, bør du kunne få at vide, hvor meget du betaler ud over den rå elpris. Det er jo det, de enkelte selskaber konkurrerer på. Og det er kritisabelt, at skjule en så stor del af den pris på den måde, som vi kan se, at Nordisk Energi har gjort.”

”Og det er samtidig noget nær umuligt for deres kunder at regne ud, om de faktisk betaler en helt anden og meget højere pris, end den de blev lovet, for Nordisk Energi gemmer tillægget i den gennemsnitlige elpris på regningen.”

Uigennemsigtige elregninger

Nordisk Energy - nu Nordisk Energi - åbnede for kunder i oktober 2022. Bag firmaet står Lucas Aastrup og Carl Thiele, som siden starten er rykket fra et kontor i Albertslund til Bredgade i København. Tanken bag Nordisk Energi er, fortalte en af medstifterne Morten Thiele til EnergiWatch i 2022, at skabe et alternativ til de nuværende tilbud ved blandt andet at være mere simpel. Det var dog alt andet end simpelt for selskabets kunder at regne ud, hvor meget de egentlig betalte ud over den gennemsnitlige elpris på den nordiske elbørs Nord Pool. Det viser de regninger fra foråret 2023 som Forbrugerrådet Tænk har set.  

Her er det posten ”Nordisk Variabelpris DK1”, der er interessant. For det, der ligner den gennemsnitlige pris på Nord Pool – altså den rå elpris – skjuler ekstratillæget på 1,25 kr./kWh. Prisen er altså markant højere, end spotprisen på Nord Pool har været. 

”Vi har flere regninger fra foråret, der bekræfter, at Nordisk Energi har opkrævet denne merpris.”

Og hvis du som kunde selv skulle få øje på den forskel, ville det kræve et større regnestykke, forklarer Emil Rosager Schaarup:

”På eloverblik.dk kan du få adgang til data fra din elmåler. Dem ville du skulle holde op mod din elregning og prisen på Nord Pool i de specifikke timer, forbruget har fundet sted. Det er ikke nogen hverken lille eller enkel opgave – og det er i hvert fald ikke noget, man kan forvente at ens kunder gør. Og det er måske pointen,” siger han.

elregning fra Nordisk Energy
Regningen er fra februar 2023 og produktet med 1 øre i tillæg til spotprisen udbydes ikke mere, oplyser Nordisk Energi til Forbrugerrådet Tænk. Det er imidlertid under posten ”Nordisk variabelpris DK1”, at tillægget på 1,25 kr. skal findes.

Senere på året ser det ud til, at Nordisk Energi skifter strategi. For her har Forbrugerrådet Tænk fået dokumentation for, at elselskabet begynder at sende regninger uden oplysninger om kundens forbrug i kWh:

”Det, vi kan se, er, at Nordisk Energi ikke sender deres kunder periodeopgørelser på de første regninger. Det betyder, at du de første måneder, du er kunde, slet ikke har mulighed for at efterregne den pris, du bliver bedt om at betale. Man kan godt få en mistanke om, at det er en smart måde at skjule, hvor høj prisen egentlig er,” siger Emil Rosager Schaarup.

Her ser du acontoopkrævninger uden periodeopgørelser fra oktober, november og december 2023 til en kunde hos Nordisk Energi.

Regnestykket bliver først muligt, når selskabet endelig sender en faktura med en periodeopgørelse. Og her er der kunder, der har undret sig over den pris, de har skullet betale.

”Vi ved fra en række forbrugere, at Nordisk Energi i flere tilfælde har tilbagebetalt penge til forbrugere, når de har truet med at tage sagen videre til Ankenævnet på Energiområdet. Det ligner en bevidst strategi, hvor elselskabet satser på, at de fleste forbrugere ikke gennemskuer elregningen, og de, der gør, får så pengene tilbage, inden ankenævnet får nys om sagen,” siger Emil Rosager Schaarup.

Nordisk Energi svarer på kritikken

Forbrugerrådet Tænk har spurgt Nordisk Energi: Hvad er jeres kommentar til, at flere forbrugere, vi har været i kontakt med, føler sig snydt, efter de har opdaget, at den pris, I tager oven i spotprisen på el, er markant højere end forventet?

"Produktet har været et tilbud til kunder med så lavt et elforbrug, at de faste omkostninger til hhv. et abonnements-, betalings- og administrationsgebyr kom til at fylde for meget i den samlede pris. De fik i stedet mulighed for at fravælge disse omkostninger mod et tillæg – i form af handelsomkostninger - til spotprisen. Samtidig tilbød vi kunderne mulighed for at betale for strømmen månedsvis bagud. På den måde kunne de undgå at blive mødt med opkrævninger af forholdsvis store acontobeløb, som det jo var kutyme hos andre elleverandører i de år. Det er meget vigtigt for os at have tilfredse kunder, og det kommer heldigvis også til udtryk på bl.a. Trustpilot, hvor mere end 1.500 kundeanmeldelser har givet os en gennemsnitlig score på 4,4 ud af 5.  Vi bestræber os i den forbindelse altid på at være så transparente som overhovedet muligt og er selvfølgelig kede af, at enkelte kunder ikke mener, at de er blevet vejledt tilstrækkeligt.”    

Emil Rosager Schaarup er imidlertid ikke overbevist om, at den forklaring holder vand:

”De forbrugere, Forbrugere Tænk har været i kontakt med, har forskellige typer af elforbrug – heriblandt er der forbrugere med et meget højt elforbrug, hvilket understreger, at Nordisk Energi langt fra kun har solgt produktet til forbrugere med et lavt elforbrug.”

Fraråder elselskab

En af de forbrugere, som Forbrugerrådet Tænk har været i kontakt med, får i januar i år næsten 20.000 kr. tilbage fra Nordisk Energi. Penge, som elselskabet har overfaktureret kunden for, og som selskabet tilbagebetaler, efter en længere korrespondance, som Forbrugerrådet Tænk har set.

”Vi kan konstatere, at det for mange har været meget dyrt bekendtskab at være kunde i det elselskab. Og eksemplet med de næsten 20.000 kroner viser jo, at Nordisk Energy i hvert fald stadig har kunder, som har den elaftale, hvor de 1,25 kroner lægges oveni prisen, selv om de fortæller, at de ikke længere sælger produktet,” siger Emil Rosager Schaarup.

Ville du ud af din aftale med Nordisk Energi inden for bindingsperioden på seks måneder kostede det dig et administrationsgebyr på 800 kr. I hvert fald i følge den gebyroversigt, som var på elselskabets hjemmeside, indtil den 19. januar. Den er siden ændret, og gebyret er ikke længere på listen.

”Det er ifølge Forbrugerombudsmanden et ulovligt gebyr. Og så kan man jo herudover spørge: Hvorfor kostede det 800 kr. at opsige aftalen, når det er mere end dobbelt så meget, som den indtjening, Nordisk Energi ville have over et helt år på en kunde, hvis kundens forbrug er 4000 kWh og deres tillæg reelt er 10 øre per kWh, som de selv skriver, det er nu?" siger Emil Rosager Schaarup.

Er du blevet opkrævet et gebyr for opsigelse af din elaftale?

Forbrugerombudsmanden har tidligere vurderet, at gebyrer ved opsigelse af en elaftale inden for bindingsperioden er ulovlige. Hvis dit elselskab opkræver et sådant gebyr, kan du  kontakte elselskabet hurtigst muligt og anmode om tilbagebetaling. Hvis elselskabet afslår at tilbagebetale gebyret, kan du gå til Ankenævnet på Energiområdet.

Gå til Ankenævnet på Energiområdet

Nordisk Energi selv skriver i en mail til Forbrugerrådet Tænk, at de ikke opkræver noget opsigelsesgebyr:

"Vi opkræver ikke et gebyr på 800 kroner for opsigelse i bindingsperioden. Men, det er korrekt, at vi har gjort det. Det var en fejl, som vi rettede op på, så snart vi blev gjort opmærksomme på den. Så dem, der har klaget over gebyret, er enten blevet krediteret beløbet eller har fået deres penge tilbage. Vi har haft et ønske om en bindingsperiode, fordi vores etableringsomkostninger på en kunde er meget ens, uanset om det er en kunde med et stort elforbrug eller en med et lille elforbrug. En bindingsperiode kan i den forbindelse bidrage til at sikre, at vores etableringsomkostninger ikke har været forgæves. På det her produkt var bindingsperioden fem måneder plus den løbende måned.”

Den forklaring mener Emil Rosager Schaarup ikke kan passe:

"Vi gjorde i en mail den 11. december Nordisk Energi opmærksomme på, at opsigelsesgebyret, som fremgik af deres gebyrliste som et administrationsgebyr, i følge Forbrugerombudsmanden var ulovligt. Det skete i forbindelse med vores seneste test af elselskaber, hvor Nordisk Energi netop dumpede på baggrund af gebyret. Den gebyrliste, jeg har fra deres hjemmeside dateret 19. januar 2024, og som dermed var gældende for mindre end en uge siden, viser det samme gebyr, så der er altså noget her, der ikke stemmer overens," siger Emil Rosager Schaarup, som understreger, at Forbrugerrådet Tænk fraråder forbrugere at vælge Nordisk Energi.

Forbrugerrådet Tænk: Det er for let at oprette og drive et elselskab

"Eksemplerne fra Nordisk Energi understreger behovet for at øge forbrugerbeskyttelsen på elmarkedet. Det er simpelthen for nemt at oprette et elselskab, og vi har brug for, at der bliver ryddet op. Elektricitet er ligeså fundamentalt som vand i hanen, derfor er det afgørende, at forbrugerne bliver bedre beskyttet mod virksomheder, der agerer uetisk og ulovligt. Vi mener, at det bør kræve en bevilling at drive elselskab, og at der indføres større kontrol med elmarkedet," siger forbrugerpolitisk medarbejder Christian Sand.

Elregningerne

Forbrugerrådet Tænk har været i kontakt med en række forbrugere, som har sendt os elregninger og mailkorrespondancer med Nordisk Energi.

De enkelte forbrugere ønsker at være anonyme, men Forbrugerrådet Tænk har kendskab til deres identitet.

Vi har fået kontakt til forbrugerne gennem Christian Reinholdt, der driver siden strømligning.dk. Det er Christian Reinholdt, der har hjulpet forbrugerne med at regne deres elregninger igennem. Forbrugerrådet Tænk har valideret beregningerne.