Er mere klimavenlig aftensmad også børnevenlig?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Er klimavenlig aftensmad også børnevenlig?

For børnefamilier kan det være svært at balancere klimahensyn med næringsholdig børnevenlig mad, synes Ingrid Soldal Eriksen, som savner viden om, hvordan man er en grøn samfundsborger i en travl børnefamilie med en baby

Sally Jensen · Foto: Jeppe Carlsen · 17. januar 2024
Børnefamilie ved middagsbordet

Fødevarestyrelsens anbefalinger til sund og mere klimavenlig kost er rimelig klare, når det kommer til kød: Vi skal spise meget mindre af det og i stedet spise bælgfrugter, fisk og mere frugt og grønt.

Det ville Ingrid Soldal Eriksen sådan set gerne efterleve. Men hun synes, det er svært, når der ikke bare er hende selv, men også hendes familie at tage hensyn til. Særligt besværligt synes hun, det er at balancere de kostråd, der er til større børn og voksne, med Sundhedsstyrelsens anbefalinger til helt små børn.

Boller i karry

For selvom hun, hendes kæreste Emil og deres søn Aske på fire år er dækket ind af Fødevarestyrelsens anbefalinger, så er der andre anbefalinger til datteren Vilda på otte måneder. Sundhedsstyrelsen anbefaler nemlig, at børn fra de er seks måneder til to år gamle spiser kød og fisk hver eneste dag.

“Jeg kunne godt tænke mig, vi kun spiste kød i weekenden, og at vi så spiste meget mere vegetarisk eller fisk i hverdagene. Men fisk er for det første ret dyrt, og når det kommer til at give mine børn mad, må jeg også indrømme, at det vigtigste er, at de kan lide det, så jeg er sikker på, at de spiser nok. Og når Vilda så alligevel skal have kød, og Aske elsker lasagne og boller i karry, så bliver det det, vi spiser til aftensmad,” siger Ingrid Soldal Eriksen.

Børnefamilier spiser mest kød

Vidensinstitutionen Madkulturen (under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri) er netop udkommet med deres årlige undersøgelse af danskernes madvaner. Undersøgelsen viser, at børnefamilier er den befolkningsgruppe, der spiser mest kød.

Hvor 72 procent af voksne uden børn spiser kød til aftensmad på en typisk hverdagsaften, gælder det for 83% af de voksne med børn. Det kommer ikke bag på Ingrid Soldal Eriksen, at børnefamilier spiser mest kød:

“Der er så meget, man skal have styr på i forhold til sine børn, og det er vigtigt, at de får nok jern, B12-vitamin og næring i det hele taget. Nu har vi et system herhjemme, der fungerer, men hvis vi fx overgik til vegetarkost og spiste bælgfrugter i stedet for kød, så ville jeg være usikker på, hvor meget, mine børn nu skulle spise, før de fik nok. Det er svært, for man vil sit barn det bedste, men man vil også gerne være en grøn borger.”

Er en håndfuld kikærter nok?

Det er især viden og retningslinjer, der er nemme at gå til, som Ingrid Soldal Eriksen savner i hverdagen. Information fra myndighederne, der både er troværdig og let at omsætte i praksis for en børnefamilie, der ikke har oceaner af tid.

Derudover kunne det også være en hjælp med velsmagende og lette opskrifter, siger hun:

“Jeg ved godt, at man kan tilføje umamismag til sin vegetarret ved at riste nogle hasselnødder i brunet smør og gøre sig umage med tilbehør og små detaljer – det er bare ikke det, man har overskud til i en børnefamilie. Det kunne være rigtig fedt med nemme opskrifter og helt konkrete råd til næring – er det for eksempel nok, hvis barnet spiser en håndfuld kikærter? Sådan noget kunne være godt at vide.”

Nye kostråd til småbørnsfamilier

Hos Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen er mad til de mindste børn faktisk et emne, de har på deres fælles dagsorden. Siden efteråret har de to styrelser i samarbejde med DTU arbejdet på at udvikle nye råd til en mere klimavenlig kost til småbørnsfamilier, oplyser Fødevarestyrelsen:

“De nuværende kostråd til helt små børn er sidst blevet opdateret i 2020. De har børnenes sundhed samt opfyldelse af næringsstofbehov i fokus, og har ikke klima for øje. Vores samarbejde med Sundhedsstyrelsen og DTU går nu ud på først og fremmest at vurdere, i hvilken grad de mindste børn fra 0-2 år også kan spise med omtanke for klimaet, samtidig med at de spiser sundt og får opfyldt deres behov for næringsstoffer.”

embed_ingrid_boernefamilier

 

Fødevarestyrelsen oplyser, at de forventer, at vurderingen vil være færdig i 2024/2025, og at de derefter vil opdatere retningslinjer og vejledning til småbørns-kost. Alt efter hvad de når frem til i deres undersøgelser, vil de vurdere, hvordan de bedst kan hjælpe forældre med at sammensætte en mere klimavenlig kost, der stadig er næringstæt, så børnene får alt, hvad de har brug for til at vokse og udvikle sig optimalt.

Det glæder Ingrid Soldal Eriksen, at der er ny viden på vej fra myndighederne. “Vi skal finde ud af det sammen – kloden er vores allesammens, og man kan ikke bare sige ‘Det gælder ikke for mig’. Måske kan man ikke strømline fødevare-anbefalinger til både børn og voksne, men det er stadig godt, at myndighederne tager klimabrillerne på og tilpasser retningslinjerne efter det,” siger hun.