Forbrugerrådet reklamerer ikke

Debatindlæg i Weekendavisen 26. - 26. september 2010

Af Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet

I et debatindlæg i Weekendavisen (17.9) problematiserer Niels Westy Munch-Holbek, og Christian Bjørnskov Forbrugerrådets arbejde med socialt ansvarligt forbrug. De skriver bl.a.: ”Med lanceringen af kampagnen »Pres dit supermarked til samfundsansvar« er Forbrugerrådet skiftet fra at advare mod skadelige produkter og usandfærdig information, til at reklamere for særlige produkter på et ganske uinformeret grundlag”.

Desværre har de to skribenter misforstået kampagnen. Forbrugerrådet reklamerer ikke for særlige produkter. Vi gør derimod forbrugerne opmærksomme på, at kun hvis de efterspørger etisk og miljømæssigt forsvarligt producerede varer, vil deres supermarked udbyde dem. I dag er der nemlig kun få af den type varer på hylderne viser en undersøgelse som Forbrugerrådet og seks andre europæiske forbrugerorganisationer har gennemført.

Men produkterne findes på markedet og hvis forbrugerne efterspørger dem kan der sættes gang i en udvikling, der kan gavne arbejds- og miljøforhold i udviklingslandene. Det er faktisk ret logisk - og helt i de frie markedskræfters ånd.

Påstanden om at Forbrugerrådet arbejder på et ”uinformeret grundlag”, er i sig selv helt udokumenteret. Det fremgår nemlig ikke af kritikken, hvilke informationer de to skribenter mener vi mangler. Men jeg håber, at et besøg på vores hjemmeside www.fbr.dk/tema/samfundsansvar kan løse dette problem.

Niels Westy Munch-Holbek og Christian Bjørnskov skriver også ”Hvis vi derimod accepterer tanken om at købe mindre til en højere pris - som Forbrugerrådet plæderer for - vil efterspørgslen efter u-landenes produkter og dermed efterspørgslen efter de fattiges arbejdskraft falde”.

Også her må jeg hjælpe de to skribenter med lidt oplysning: Forbrugerrådet har intet ønske om at produkter, som er produceret etisk og miljømæssigt forsvarligt, skal være dyrere end andre produkter. Vi plæderer heller ikke for, at forbrugerne skal købe mindre fra udviklingslandene - selvom forbrug med måde i sig selv kan bidrage til en mere ansvarlig omgang med jordens ressourcer. Men vi opfordrer forbrugerne - og dermed supermarkederne - til at vælge fx Fair Trade mærkede varer, hvor det er muligt.

Efterspørgslen vil drive et større udbud, der erfaringsmæssigt får kvaliteten til at stige og prisen til at falde. Fuldstændig ligesom udviklingen har været inden for det økologiske sortiment. Det er sådan markedskræfterne fungerer.

Endelig kan jeg berolig med, at vi i Forbrugerrådet fortsat vil advare mod skadelige produkter og usandfærdig information.

30.9.2010

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv