Svar til Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen om Tænk Strøm

I et brev besvarer Forbrugerrådet 4 spørgsmål om forhold vedrørende Tænk Strøm og Tænk Mer A/S

Sendt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Att. Lauge Rasmussen

23-05-2012

Spørgsmål om Tænk Strøm

I har i mail af 21. maj 2012 stillet en række spørgsmål til Forbrugerrådet vedr. vores nye initiativ, Tænk Strøm. Svarene følger her.

 1.     Hvilke overvejelser har i gjort jer med hensyn til den effekt, som Tænk Strøm vil have på konkurrencen på detailmarkedet for el? Har I fx vurderet, om det vil være et problem for konkurrencen, at Tænk Strøm i princippet bliver markedsført som en del af Forbrugerrådet?

Tænk Strøm forventes at have en dynamiserende effekt på detailmarkedet for el, idet det bliver klart for mange flere forbrugere, herunder også dem der vælger ikke at tilmelde sig, at elpriser og vilkår kan forhandles. Dette vil på sigt gennemtvinge effektiviseringer og større kundevendthed hos elhandlerne.

Med Tænk Strøm demonstreres på enkel vis, at forbrugerne ved at udnytte deres markedsmagt kan skaffe sig fordele. Disse fordele er ikke begrænset til el-markedet og er ikke afhængige af medlemskab af en forening. Ved at gå ind i denne udvikling forventes TÆNK Strøm at lede til andre tiltag der samler forbrugere omkring indkøb og forbedring af vilkår på dette og andre markeder.  Andre aktører på markedet har ikke formået at skabe et større kendskab til princippet om at gå mange sammen og organiserer i dag et forsvindende lille antal forbrugere. Vi forventer at også andre aktører end Tænk Strøm vil have fordel af den øgede synlighed af metoden og dermed få et større kundegrundlag.

 2.     Hvordan er selskabsstrukturen? Er Tænk Strøm et datterselskab under Tænk eller?

Tænk Strøm er en aktivitet under Forbrugerrådets datterselskab Tænk Mer A/S. Tænk Mer A/S blev stiftet i 2009 i forbindelse med lanceringen af magasinet ”Tænk Penge” og har til formål at skabe og markedsføre produkter og tjenester, der gør det bedre, nemmere og billigere at være forbruger.

Tænk Mer A/S modtager ikke offentlig støtte. Aktiviteterne skal være omkostningsdækket, og et eventuelt overskud fra aktiviteterne under Tænk Mer A/S geninvesteres ubeskåret til aktiviteter til gavn for forbrugerne.

 3.     Hvordan vil I sikre jer, at der er vandtætte skotter mellem Tænk Strøms aktiviteter og de øvrige aktiviteter hos Forbrugerrådet?

Tænk Strøm er en aktivitet i Forbrugerrådets datterselskab, Tænk Mer A/S. Selskabet er en ramme om kommercielle aktiviteter, opererer på markedsvilkår, og dets driftsøkonomi er fuldstændig adskilt fra Forbrugerrådets.

Forbrugerrådet stiller indtil videre medarbejderressourcer og faciliteter til rådighed for Tænk Mer A/S, og der er indgået skriftlige aftaler mellem selskabet og Forbrugerrådet omkring afregningspriser og andre vilkår. Disse aftaler skal afspejle markedsvilkår. For så vidt angår timeforbruget sikres den korrekte fordeling af det timeregistreringssystem, som alle medarbejdere bruger, og der sker en løbende afregning.

Forbrugerrådet har stillet en startkapital til rådighed for Tænk Mer A/S, hvor den likviditetsmæssige baggrund er foreningens medlemsaktiviteter, herunder medlemmernes forudbetaling på kontingentet, der alene pr. 31/12 2011 udgjorde kr. 17,5 mio. Medlemsaktiviteterne gav i 2011 et overskud på 4,7 mio. kr. og medvirkede dermed i høj grad til finansiering af Forbrugerrådets politiske aktiviteter som i sig selv gav et tilsvarende underskud. Som følge af dette underskud er det ikke muligt i praksis at finansiere aktiviteterne i Tænk Mer A/S med midler øremærket til politiske aktiviteter.

Forbrugerrådets tilgodehavende hos Tænk Mer A/S udgør i dag mindre end kr. 2 mio. og vil derfor uden videre kunne rummes i det overskud, som Forbrugerrådet har af medlemsaktiviteterne. I tilfælde af Tænk Mer A/S evt. konkurs indestår Forbrugerrådet for gældsposter som dog begrænses mest muligt og kun haves overfor Forbrugerrådet i form af ovennævnte mellemregning. Det skal oplyses, at Tænk Mer A/S i 2011 havde et overskud på kr. 0,4 mio, hvilket især skyldes aktiviteten Tænk Penge.

På denne måde har vi sikret, at der ikke sker - eller kan ske - en sammenblanding mellem Tænk Mer’s økonomi og Forbrugerrådets almennyttige aktiviteter.

Dette kontrolleres af Forbrugerrådets revisor og i sidste ende Rigsrevisionen.

Jeg vedlægger en erklæring om disse forhold fra vores revisor.

4.     Hvem står bag virksomheden LM Information Delivery, der beskrives som samarbejdspartner til Forbrugerrådet i forbindelse med lanceringen af Tænk Strøm?

LM Information Delivery er et familieejet finsk firma, med lokalt kontor i København. Firmaet er dannet i 1972, og det danske kontor er etableret i 2011. LM har i dag ca. 100 ansatte, hvoraf de 6 er placeret i København. LM håndterer hotline og leverandørforhandlinger på vegne af Tænk Strøm. LM’s kompetencer ligger i håndteringen af mange leverandører og mange kunder.

 I er velkomne til at vende tilbage, hvis I har yderligere spørgsmål.

 

Med venlig hilsen

 

 

Vagn Jelsøe

Afdelingschef

4.6.2012

Læs også om

Tænk Mer A/S er Forbrugerrådets datterselskab, der står for udgivelsen af Tænk Penge og for initiativet Tænk Strøm, der skal skaffe billigere el...

Medlemmer af Forbrugerrådet kan bestille el med Tænk Strøm igen i 2013. Der er 2 priser, en fast og en variabel. Og mulighed for at tilvælge en...

Husk!

Er du medlem, skal du logge ind først.
Du loger dig ind, øverst i højre side- Tak!

Tænk 140/2013 (billede)
3.5.2013

Tema: Tandlæger tjener på din loyalitet. Trods stor utilfredshed er det kun få, der klager over...