Høringssvar om mediestøtte

22. december 2011

Til Styrelsen for Bibliotek og Medier

Høringssvar vedrørende rapporten ”Demokratistøtte. Fremtidens offentlige mediestøtte”

Udvalget om den fremtidige offentlige mediestøtte anbefaler i sin rapport, at distributionsstøtten til de ideelle blade opretholdes. Forbrugerrådet støtter denne anbefaling.

Forbrugerrådet udgiver medlemsbladet Tænk, som modtager distributionsstøtte. Tænk udfører uafhængige, videnskabelige test af produkter og service og udøver undersøgende journalistik. For eksempel har bladet en unik position, når det gælder dækning af CSR: Som en af de få redaktioner i Danmark sender vi systematisk medarbejdere på missioner for at efterprøve, om virksomhedernes CSR-løfter holder i praksis i produktionsleddet.

Tænk er den væsentligste kanal for kommunikation mellem Forbrugerrådet og medlemmerne, og overskuddet fra Tænk går til rådets politiske arbejde. Tænks test og journalistik sætter dagsorden og fører jævnligt til forbedringer i markeder og lovgivning. Tænk optager ikke annoncer.

Hvis distributionsstøtten falder bort, er Tænk nødt til at spare redaktionelle medarbejdere og sænke kvaliteten af sit indhold, da alternativet – at hæve prisen – fører til fald i Forbrugerrådets medlemstal. Bortfald af distributionsstøtten vil dermed væsentligt forringe det faktabaserede, forbrugerpolitiske arbejde i Danmark.

Tænk er et af mange fag- og foreningsblade, som bidrager til folkeoplysningen og borgernes demokratiske involvering. Hvor størstedelen af andre printmedier har haft fald i oplag, har Tænk fastholdt sit – i lighed med adskillige andre specialmedier. De ideelle blade leverer en stor del af de historier, som omnibus- og public servicemedierne bygger videre på. De ideelle blade beriger således samlet set mangfoldigheden af perspektiver i pressen.
Forbrugerrådet er i øvrigt enigt i Mediestøtteudvalgets forslag om at etablere innovationspuljer til fornyelse af mediebranchen samt at oprette en supplerings¬ordning til de fritstående netmedier.