Høringssvar om Kommissionens lufthavnspakke

Til Transportministeriet

Samlet besvarelse af høring af Kommissionens meddelelse om ny lufthavnspolitik i Den Europæiske Union samt forordninger vedrørende slottildeling, støjreduktion og groundhandlingydelser i luftfarten sendt til EU-specialudvalget for transport

Forbrugerrådet har modtaget de nævnte udkast i høring og skal bemærke følgende:

Overordnet
Kommissionen peger blandt andet på, at den stigende trafik øger presset på lufthavnene, og at der derfor er behov for at sikre, at luftfarten bedre kan stå imod i krisesituationer og håndtere fx passagerernes rettigheder. Forbru-gerrådet er her enig i intentionen om, at der bør arbejdes med at tilvejebringe rammebetingelser for flyselskaberne, således at forsinkelser, aflysninger mv. undgås mest muligt. Men vi finder det vigtigt her ikke at fokusere ensidigt på en effektivisering af luftfarten. En dæmpning af flypassagertallet ved forbedring af alternative transportformer er endnu vigtigere.

Transportsektoren er en af de store kilder til klima- og miljøbelastninger, og det er et vigtigt formål at udvikle sektoren på en måde, der nedsætter belastningerne. I den forbindelse nytter det ikke noget ensidigt at se på luftfartsektoren, idet luftfart generelt må betragtes som en af de mest klimabelastende transportformer. I det omfang, det er muligt at gøre andre og mindre miljøbelastende transportformer mere attraktive for passagererne, således at der flyttes passagermængder til fx højhastighedstog og andre former for kollektiv transport, vil dette således ud fra en målsætning om bæredygtig udvikling være langt mere perspektivrigt end en udbygning af luftfarten. 

Et andet aspekt af forsinkelser og aflysninger i flytrafikken er passagerret-tigheder, jf. forordning 261/2004 om passagerers rettigheder inden for luftfart. Her er der brug for en solid indsats for at sikre, at luftfartsselskaberne følger EU-reglerne. Det er her vigtigt med en skærpet håndhævelse, ligesom det er vigtigt at fastholde, at det umiddelbare ansvar skal pålægges flyselskaberne, således at passagerne ikke bliver kastebold mellem forskellige led i lufthavnen, når rettighederne skal efterleves. Forbrugerrådet vil uddybe dette, når revisionen af 261/2004 påbegynder.      

Forbrugerrådet er derudover positiv over for, at Kommissionen vil søge at nedbringe de negative aspekter i relation til støjgener, ventetider i lufthavnen ved check-in, baggageudlevering og -indlevering, informationsniveau til passagerer og meget mere.

KOM(2011) 827 endelig om tildeling af slots
Forbrugerrådet har ikke umiddelbart nogen bemærkninger til det fremsendte. Men anser det for positivt at formålet med ændringerne er at skabe større gennemsigtighed, åbenhed og styrkelse af koordinatorens rolle, samtidig med at der opretholdes en reel konkurrence. Her tænkes særligt vedrørende den sekundære handel med slots. Forbrugerrådet finder det dog vigtigt, at miljømæssige aspekter/krav får en fremtrædende rolle som parameter ved tildelingen af slot og så fx derfor gerne, at muligheden for lokale retningslinjer fik en fremtrædende rolle. Således vil det sikre en effektiv hensyntagen til de miljømæssige aspekter og de mål, der er fastsat i forhold til en bæredygtig udvikling.    

KOM(2011) 828 endelig om støjrelaterede støjreduktioner
Forbrugerråger anser det for essentielt, at der lægges en så høj som muligt barre for at tage luftfartøjer, der kun lige opfylder kravene, ud af drift, og anser det for positivt, at de kompetente myndigheder får bedre mulighed for at udfase de mest støjende luftfartøjer i den eksisterende flåde. Om end dette forudsætter en effektiv håndhævelse, der sikrer, at luftfartsindustrien følger de fastsatte miljømæssige mål, hvorfor de kompetente myndigheder og medlemsstaterne derfor er forpligtet til at skabe effektive rammer herfor. Forbrugerrådet forstår dette som hensigten med forslaget, som det foreligger, og har ikke yderligere bemærkninger hertil.  

KOM(2011) 824 endelig om groundhandling-ydelser.
Forbrugerrådet har ikke på nuværende tidspunkt nogen yderligere bemærkninger til forslaget og henviser til det ovenfor nævnte. Forbrugerrådet bemærker dog, at der i forslaget ønskes fastsat minimumskrav til uddannelse samt til blandt andet medarbejdernes kvalifikationer. I forhold til de medarbejdere, der dagligt skal være flyselskabernes ansigt udadtil, anser forbrugerrådet det for essentielt, at groundhandlingvirksomheden forpligtes til at tage fornødne skridt til at orientere deres medarbejdere/herunder uddanne dem i de relevante EU-retsakter, fx vedrørende regler om erstatning for bagage samt passagerers rettigheder ved forsinkelse, aflysning mv., jf. hertil forordning 261/2004. Samtidig bør dette have en positiv betydning for godkendelsen som groundhandlingvirksomhed.

Forbrugerrådet er tilfreds med, at der er taget hensyn til dette i forslaget, men påpeger også her det vigtige i, at der sikres en ensartet regeludøvelse og forståelse på tværs af EU af EU-retsakterne, her kan fx nævnes forordning 261/2004 om passagerers rettigheder.  
 
Med venlig hilsen

Vagn Jelsøe              Mads Mølgaard Braüner
Afdelingschef            Jurist

21.12.2011

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv