Til Klima- og Energiministeriet
Hermed Forbrugerrådets kommentarer til høring ang. rammenotat for forlængelse af Energy Star ordningen.
Miljø- og energimærker er et nødvendigt redskab, når forbrugerne ønsker at handle mere miljøvenligt. Samtidig hænger udbredelsen af produkter med energi- og miljømærker og forbruget af dem nøje sammen med den troværdighed og sikkerhed, der kobles til det enkelte mærke. Tredjepartscertificering giver, i modsætning til selvcertificering, en bedre sikkerhed for at producenterne lever op til kravene i mærkningsordningen. Forbrugerrådet kan derfor kun opfordre til, at EU Kommissionen vælger at følge USA, og indføre en model som sikrer tredjepartscertificering og dermed bryder med den nuværende selvcertificering.
Det er Forbrugerrådets indtryk, at beslutningen i USA om at indføre tredjepartscertificering skyldes, at de fandt ud af, at for mange producenter, som ikke levede op til kravene. Da det er de samme firmaer, der leverer elektronik til både USA og EU, må man formode at det samme gør sig gældende for produkter i EU.
Stikprøver af produkter med det europæiske energimærke A-G, der ligeledes er baseret på selvcertificering, viser ofte at produkterne ikke lever op til producenternes indberetninger om energiforbruget. Tredjepartscertificering vil kunne give en bedre sikkerhed. I oplægget fra kommissionen står der at stikprøver viser at 95% af de mærkede produkter lever op til kravene, men der står intet om hvor stor stikprøven er.
Desuden vil tredjepartscertificering også spare udgifter for kontrolmyndighederne, som ikke vil være nødt til at tjekke producenterne i samme omfang, da verificeringen alt andet lige skulle betyde større opretholdelse af regler og grænseværdier.
Høringssvar om forlængelse af Energy Star-ordningen
29.6.2011












