Til IT- og Telestyrelsen
Høring vedr. regeringens svar på Kommissionens offentlig høring om e-identifikation, e-autentificering og e-signatur i det digitale indre marked
Forbrugerrådet kan tilslutte sig regeringens svar til Kommissionen vedrørende e-identifikation, e-autentificering og e-signatur i det digitale marked, idet vi dog forslår en enkelt tilføjelse.
Vi er enige i vigtigheden af e-signatur for at understøtte det digitale indre marked og skabe tryghed for forbrugerne. Ligeledes er en fortsat fokus på at fremme interoperabilitet afgørende for signaturens udbredelse i hele EU.
På grund af teknologiens hastige udvikling og forbrugernes øgede brug af digitale tjenester savner Forbrugerrådet imidlertid et afsnit om vigtigheden af fortsat at sikre forbrugerens private oplysninger i forbindelse med brugen af e-identifikation, e-signatur mv. Dette kan ske ved at indbygge databeskyttelse fra start af – altså i selve den teknologiske løsning, som e-signaturen hviler på.
Som et supplement til det eksisterende direktivs bestemmelser om sikkerhed, finder Forbrugerrådet derfor, at regeringen bør opfordre Kommissionen til at indføre et krav til medlemsstaterne om at sikre, at de ansvarlige virksomheder, der står bag de tekniske e-signaturløsninger, forpligtes til at foretage en privatlivsanalysevurdering/privacy impact assessment inden og undervejs i etableringen.
Det bør endvidere fremgå, at der er behov for kontinuerligt at videreudvikle eksisterende e-signaturløsningerne, uanset om de hviler direkte på direktivet eller ej og i den forbindelse bør Kommissionen sikre, at det sker i overensstemmelse med princippet om privacy by design.












