Høring vedr. udkast til Kommissionens beslutning om afvisning af et af Tyskland notificerede udkast til ændring af nationale regler om bl.a. advarselsmærkning på energidrikke.
Fødevarestyrelsen har i brev af 28. juni 2010 sendt udkast til Kommissionens beslutning om afvisning af et af Tyskland notificerede udkast til ændring af nationale regler om bl.a. advarselsmærkning på energidrikke (SANCO/11100/2010 Rev. 1) i høring. Forbrugerrådet har følgende kommentarer til høringen.
Forbrugerrådet mener generelt, at mærkningen af energidrikke er mangelfuld og ser derfor gerne, at de forsynes med en advarselsmærkning i stil med det, Tyskland foreslår. Et stort indtag af energidrikke er ikke godt for helbredet, og forbrugerne bør derfor informeres herom. Vi mener imidlertid, at et sådan mærkningskrav bør gælde i hele EU.
Forbrugerrådet opfordrer derfor til, at Danmark lægger pres på EU-kommissionen om at tage Tysklands bekymring alvorligt og benytte lejligheden til at tage mærkningen af energidrikke op til diskussion med henblik på eventuelt at ændre mærkningsreglerne i hele EU.












