Brev til ministeren for sundhed og forebyggelse om ftalater i medicinsk udstyr

Til minister Astrid Krag

Med miljøminister Ida Auken i spidsen går Danmark forrest i EU og indfører et nationalt forbud mod fire ftalater (DEHP, DBP, DIBP og BBP) i forbrugerprodukter fra efteråret 2012. Forbrugerrådet og Det Økologiske Råd ser meget positivt på dette forbud. De skadelige effekter ved stofferne har været kendt i årevis, hvilket understreges af, at de alle er på ECHA’s kandidatliste og på vej til at blive optaget på autorisationslisten[1]. Det er på høje tid, at stofferne fjernes fra forbrugerprodukterne. 

I forslaget til forbuddet er der desværre en række undtagelser, heriblandt medicinsk udstyr og inderpakninger til lægemidler, som ikke hører under miljøministerens ressortområde. Det vil vi opfordre dig til at gøre noget ved. 

Det er beklageligt, at medicinsk udstyr, fx implantater, blodposer og katetre, som indopereres i mennesker og/eller er i konstant berøring med hud og slimhinder, ikke er omfattet af forbuddet. Problematikken omkring ftalater i medicinsk udstyr er nemlig ikke ny. Det har før været diskuteret, om stofferne skulle forbydes eller begrænses, men i dag er der stadig kun krav om, at medicinsk udstyr, der indeholder de fire typer ftalater, skal mærkes. Det hjælper desværre ikke patienten, der ikke får emballagen at se og dermed heller ikke kan sige fra.  

I dag er det således tilladt at bruge ftalater i produkter, som bruges til bl.a. for tidligt fødte børn. Det er problematisk, at de allersvageste patienter får stofferne direkte ind i blodet, hvor man ved, at de kan have hormonforstyrrende effekter. Der findes allerede ftalatfri alternativer til det meste medicinske udstyr[2], som endda er konkurrencedygtigt i pris. Muligheden for at bruge alternativer har dog ikke ført til en udfasning af de skadelige ftalater, og pvc- og ftalatafgiften er end ikke pålagt medicinsk udstyr, der er CE-mærket.  

Enkelte hospitaler er gået forrest og har udført eller påbegyndt en udfasning af ftalatholdigt medicinsk udstyr. Det ses især på afdelinger med for tidligt fødte, da patienterne her er særligt sårbare over for hormonforstyrrelser og har brug for ekstra beskyttelse mod disse skadelige stoffer. På Sygehus Sønderjylland har de bl.a. ftalatfrie katetre, IV administrationssæt, IV tuber, ernæringstuber, handsker, sutter og bandager.  

Der er et udspil til en revision af direktivet om medicinsk udstyr på vej fra EU-Kommissionen i løbet af efteråret, men selve processen omkring revisionen må forventes at tage noget længere tid. Og i de foreløbige forslag er der intet nævnt om ftalatproblematikken.  

Forbrugerrådet og Det Økologiske Råd mener, at Danmark også på dette felt bør gå forrest og arbejde på et europæisk forbud mod de fire ftalater i medicinsk udstyr. Der findes allerede en lang række alternativer til de fire farlige ftalater, som bliver brugt i de produkter, hvor der i forvejen er et forbud mod visse ftalater, herunder legetøj. Hvis der i enkelte produkttilfælde ikke findes ftalatfrie alternativer, må producenterne dokumentere dette, og i givet fald må der i de enkelte undtagelsestilfælde kunne gives en midlertidig tilladelse til brug, mens et alternativ udvikles. 

Imens arbejdet i EU foregår, bør Danmark forbyde stofferne i medicinsk udstyr på det danske marked, præcis som miljøministeren har gjort det i forbrugerprodukter. Når badebassiner, badeforhæng og voksduge, der indeholder ftalater, er skadelige for os mennesker, så er der vist ingen tvivl om, at slanger mv., som vi sætter ind i kroppen, også er det. 

Vi ser frem til at høre din og regeringens holdning til ovenstående problemstilling. 

 

Med venlig hilsen

Rasmus Kjeldahl                                        Christian Ege

Direktør                                                     Sekretariatsleder

Forbrugerrådet                                          Det Økologiske Råd

 



[2] Se blandt andet en liste over produkter, der ikke indeholder DEHP, DBP, BBP og DIBP - http://www.eco-forum.dk/medicoartikler/Produktliste.pdf.

4.9.2012

Husk!

Er du medlem, skal du logge ind først.
Du loger dig ind, øverst i højre side- Tak!

Tænk 140/2013 (billede)
3.5.2013

Tema: Tandlæger tjener på din loyalitet. Trods stor utilfredshed er det kun få, der klager over...