Til Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg
Initiativer på energiområdet til gavn for forbrugerne
Vi har i Danmark en fælles kæmpeudfordring med at nå de 40 % CO2-reduktion. Forbrugerne spiller en central rolle, fordi de skal til at investere og lægge hverdagen om efter de nye måder at bruge og producere energi på. Det vil kræve, at den kommende energiaftale er sammensat på en måde, så forbrugerne motiveres til at gøre deres. Forbrugerrådet har fra 2011 prioriteret at gøre en større indsats på energiområdet for at kunne bidrage til bedre løsninger. Vi vil især pege på tre punkter, hvor forbrugernes muligheder og incitamenter bør styrkes:
I. Energistrategi 2050 bør medføre en retfærdig og hensigtsmæssig byrdefordeling mellem forbrugere og erhvervsliv, så erhvervslivet i lige så høj grad som forbrugerne har incitament til at spare og omlægge forbrug.
II. Støtten til energibesparelser og rådgivning bør revideres, så fordelingen i højere grad end i dag matcher betalingen fra hhv. forbrugere og erhvervsliv.
III. Forbrugerne skal kunne stole på, at tilskuds-, fradrags- og finansieringsordninger er langsigtede og stabile, så det er trygt at investere i energibesparelser.
Ud over disse tre punkter vil jeg pege på behovet for hurtigt at få etableret samfakturering på el-markedet, så forbrugerne kan nøjes med at få en regning og have kontakt til et elselskab. Forbrugerrådet støtter den "engrosmodel" som er foreslået.
Endelig bør det længe ventede eftersyn af elforsyningsloven nu sættes i gang. Forbrugerne har siden liberaliseringen oplevet stigende priser både reelt og i forhold til erhvervslivet. Med en stærk økonomisk vinkel i eftersynet, vil der desuden være effektiviseringsgevinster at hente fra en bedre fungerende regulering.
Jeg og mine medarbejdere vil gerne ved lejlighed uddybe ovenstående punkter.
Med venlig hilsen
Rasmus Kjeldahl
Direktør












