Brev til Finanstilsynet om FINCONET / nyt internationalt organ på det finansielle område

Til Finanstilsynet

Forbrugerrådet vil gerne gøre opmærksom på en høring, som er udsendt af FINCONET med svarfrist den 15. juli.

FINCONET reviderer nu sit kommissorium, mandat og mission og hører sine medlemmer med hensyn til, om man vil være villig til at finansiere netværket gennem et medlemskontingent. Dette er bl.a. resultatet af pres fra den internationale forbrugerorganisation Consumers International samt voksende international interesse for finansiel forbrugerbeskyttelse.
 
Forbrugerrådet skal venligst bede Finanstilsynet oplyse, om Danmark har svaret på FINCONET’s høring, samt hvad den danske holdning er til forslagene, herunder muligheden for at bede medlemmerne betale kontingent til organisationen, hvilket kan bidrage til at etablere et permanent og mere effektivt sekretariat med et stærkere mandat.

En af Consumers International vigtigste anbefalinger med hensyn til finansielle tjenesteydelser er, at der bør oprettes et nyt internationalt organ, der kan understøtte bedre finansiel forbrugerbeskyttelse i hele verden, og FINCONET – som i øjeblikket er det eneste internationale forum for finansielle tilsynsmyndigheder/lovgivere i banksektoren – kunne danne grundlag for en sådan organisation.

Det er specielt vigtigt, at forbrugerorganisationerne får mulighed for at deltage i udviklingen af den nye organisation. For eksempel bør den nye organisation have et uafhængigt forbrugerpanel bestående af repræsentanter for uafhængige forbrugerorganisationer med kompetence på det finansielle forbrugerbeskyttelsesområde, som kan overvåge, rådgive om og udfordre organisationens arbejde. Panelet bør frit kunne gennemføre egne undersøgelser og offentliggøre egne synspunkter og resultater.
 
Forbrugerrådet støtter Consumers Internationals anbefalinger vedrørende den nye internationale organisations struktur og mandat.
Consumers Internationals anbefalinger
Forbrugerrådet skal nedenfor uddybe Consumers Internationals anbefalinger:

Derfor har internationalt samarbejde stor betydning for national implementering af finansiel forbrugerbeskyttelse:

•    Finanskrisen viste, at svag forbrugerbeskyttelse i et land nu kan udgøre en risiko for andre lande. I forbindelse med indbyrdes forbundne globale markeder for finansielle tjenesteydelser er den finansielle forbrugerbeskyttelse blevet et internationalt anliggende.

•    Som følge af de finansielle tjenesteydelsers globale dimension og de finansielle markeders stigende indbyrdes afhængighed står myndigheder verden over med ansvar for at holde tilsyn med adfærden på markedet for finansielle tjenesteydelser nu over for ensartede problemer og udfordringer. Det vil være sund fornuft, at myndighederne får en platform, hvor de kan sammenligne forbrugerbeskyttelse og -oplysning og udveksle erfaringer om bedste praksis.

•    Oprettelsen af en ny effektiv international institution er et nødvendigt skridt i implementeringen af det arbejde, der for tiden udføres af internationale organisationer som Financial Stability Board og OECD. Arbejdet, der sker efter anmodning fra G20-lederne og G20-landenes finansministre, bør prioriteres højt og bruges til at evaluere og forbedre den finansielle forbrugerbeskyttelse i hele verden.

•    Efter finanskrisen har mange forbrugere mistet tilliden til den finansielle sektor. En synlig international organisation, hvis rolle er at beskytte forbrugerne og sikre gennemsigtighed, ansvarlighed og god praksis på de finansielle markeder, er vigtig for det fortsatte arbejde med at genopbygge forbrugernes tillid til den finansielle sektor.

Den nye organisations mandat bør bl.a. omfatte: 
 
•    Muliggøre samarbejde og udveksling af oplysninger mellem de nationale finansielle forbrugerbeskyttelsesorganisationer (statslige og private), så de bliver bedre i stand til at fremme fair, sikre og konkurrenceprægede markeder for finansielle tjenesteydelser.

•    Udvikle internationale minimumsstandarder og retningslinjer, der understøtter og forbedrer den finansielle forbrugerbeskyttelse.

•    Samarbejde aktivt med andre internationale organisationer (fx Verdensbanken, OECD og Financial Stability Board) og internationale forbrugerorganisationer (fx Det internationale netværk for forbrugerbeskyttelse og håndhævelse – ICPEN) med henblik på at bistå i forbindelse med forbrugerbeskyttelsesdelen af international forskning, retningslinjer og aftaler. Dette omfatter tilsyn med svig samt granskning af branchens praksis og højrisikopraksis, og formidling af oplysningerne til de nationale finanstilsyn fulgt af handlingsanvisninger. Den nye organisation ville sikre repræsentation af forbrugerperspektivet i de internationale debatter om "planer for genopretning og afvikling”, indskydergarantiordninger, mikro- og makro-prudentiel regulering og international finansiel integration.

Målet bør være at sikre en god cirkel, hvor god praksis indrapporteres til et internationalt organ, godkendes af dette organ og derefter formidles tilbage til de nationale medlemmer med anbefalinger vedrørende implementeringen af disse praksisser.

Consumers International anbefaler følgende struktur i den nye organisation:
 
•    Der bør oprettes et uafhængigt forbrugerpanel bestående af repræsentanter for uafhængige forbrugerorganisationer med kompetence på det finansielle forbrugerbeskyttelsesområde, som kan overvåge, rådgive om og udfordre organisationens arbejde. Panelet bør frit kunne gennemføre egne undersøgelser og offentliggøre egne synspunkter og resultater. Dette er en model, der er vedtaget på nationalt plan i nogle lande for at sikre forbrugerindflydelse (fx har det britiske finanstilsyn et forbrugerpanel).

•    Den nye organisation bør have rådgivende status i forhold til andre internationale finansielle tilsynsmyndigheder, således at den kan bidrage til forbrugerbeskyttelsesspørgsmål i forbindelse med international forskning, artikler, retningslinjer og aftaler. Disse myndigheder bør omfatte Financial Stability Board, Baselkomiteen for Banktilsyn, IMF, Verdensbanken og International Association of Deposit Insurers.
 
Der findes allerede tilsvarende internationale organisationer inden for finansielle tjenesteydelser:

Der er oprettet andre organisationer, som svarer til den foreslåede, som har til formål at lette udveksling og udvikle principper i andre dele af markedet for finansielle tjenesteydelser, og G20 udtrykte faktisk sin støtte til den internationale samarbejdsorganisation for værdipapirmarkedstilsyn (IOSCO) i sluterklæringen fra topmødet i Toronto: “[The G20] acknowledged the significant work of the IOSCO to facilitate the exchange of information amongst regulators and supervisors, as well as IOSCO’s principles regarding the oversight of hedge funds aimed at addressing related regulatory and systemic risks.”
 
Der findes også en International Organisation of Pension Supervisors (dannet i 2004, fungerede tidligere som netværk) og en International Association of Insurance Supervisors.

 
Se også Consumers Internationals fulde rapport på http://www.consumersinternational.org/media/669348/cifinancialreport2011.pdf. Et executive summary af samme rapport kan findes på http://www.consumersinternational.org/media/669846/cifinancialreport2011execsummary.pdf 

Med venlig hilsen

Rasmus Kjeldahl
Direktør

14.7.2011

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv