Vedrørende www.depressionkanmaales.dk
Forbrugerrådet skal hermed anmelde Wyeth for at reklamere for lægemidlet Efexor, så det har mulig konsekvens for forbrugerne. Det sker bl.a. ved hjælp af www.depressionkanmaales.dk. Forbrugerrådet vil i det følgende argumentere for, hvorfor dette skal opfattes som reklame for lægemidlet.
Det fremgår af lægemiddelloven, at der ikke må reklameres overfor offentligheden for lægemidler, som er receptpligtige. Det fremgår videre af bekendtgørelse om reklame for lægemidler, at reklame overfor offentligheden skal udformes således, at det klart fremgår, at det er reklame. Endvidere fremgår det af vejledning om reklame for lægemidler, at lægemiddellovgivningens reklamebegreb er bredt og omfatter "enhver form for opsøgende informationsvirksomhed, kundesøgning eller holdningspåvirkning, der tager sigte på, at fremme ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler". Det er Forbrugerrådets påstand, at www.depressionkanmaales.dk skal ses i sammenhæng med de øvrige tiltag, der er foregået overfor lægerne.
Der er i dette tilfælde tale om en samlet kampagneindsats. Det fremgår af tre kopier af reklameannoncer (vedlagt), som har været bragt i Ugeskrift for læger i løbet af 2006.
- en reklameannonce med overskriften "depression kan måles", som har direkte reference til den kampagne, som er iværksat overfor forbrugerne. Den omhandler Hamilton- testen og opfordrer til et øget brug af denne test, som kan måle depressionen. Det skal bemærkes, at testen er udviklet til at måle ændringer i en depression og ikke til diagnostik.
- den anden reklameannonce "færre tilbagefald i æsken", som er mere traditionel, omhandler Efexor, som er Wyeth´s produkt til behandling af depression.
- den tredje reklameannonce "video med dig på rollelisten", tilbyder et træningsværktøj til lægen. www.depressionkanmaales.dk som retter sig mod forbrugerne skal ses i sammenhæng med de ovennævnte reklametiltag, der retter sig mod lægerne. Efexor ligger i baggrunden af billedet.
Der er, efter Forbrugerrådets opfattelse, tale om en reklame knibtangsmanøvre. Det tilsigtede sammenfald i den grafiske linie i de ovennævnte annoncer er medvirkende til at give det udtryk af en samlet kampagne. Dele af kampagnen retter sig mod forbrugerne direkte og andre indirekte. Den samlede effekt der ønskes er, at få lægen både til at anvende Hamilton skalaen og til at udskrive Efexor. Knibtangseffekten opnås ved samtidigt
- at få forbrugeren til at henvende sig til sin læge med sine symptomer
- at stille krav om at få målt graden af depression
- at forbrugeren stiller med en forventning om et behandlingstilbud
- at lægen er udstyret med redskab til at måle depression
- at lægen er bekendt med lægemidlet
www.depressionkanmaales.dk indgår derfor i en samlet reklamekampagne, men uden at forbrugeren oplyses om dette forhold. Den samlede reklamekampagne skal både holdningspåvirke og fremme ordinering, salg og forbrug.
Det er en ganske gennemtænkt reklamemanøvre, som den danske lovgivning er ude af stand til at opfange. Kampagnen må vurderes som et hele. Det er ikke tilstrækkeligt at vurdere www.depressionkanmaales.dk alene ud fra en vurdering af, at den informerer om en sygdom, som kan behandles, men det er, efter Forbrugerrådets opfattelse, nødvendigt at vurdere den samlede indsats som et reklamefremstød.
Det skal yderligere bemærkes, at den film som vises på www.depressionkanmaales.dk rammer så bredt, at det kan sammenlignes med at skyde gråspurve med kanoner. Eftersom der til depression også knytter sig en eller anden grad af sygdomsfornægtelse, er det mere end tvivlsomt, om den vil ramme de, som faktisk har et behandlingsbehov. Det er overvejende sandsynligt, at den vil ramme de, som aktuelt står i en besværlig livssituation, som kan kræve andre tiltag, men ikke nødvendigvis medicinsk behandling. I filmen vises før og efter behandlingssituationer, og den umiddelbare effekt af medicinsk behandling, hvilket fremstiller et forenklet billede af behandling af depression. Der indgår en film om Hamiltons depressionsskala og i denne lægges meget vægt på, at måling af sværhedsgraden er objektiv. Dette er imidlertid ikke korrekt, idet selve måden at stille spørgsmålene på og tolkning af svarene i høj grad er subjektivt. I en rapport der er lavet om praktiserende lægers brug af depressionsskalaer, fremhæves det da også at erfaringen er, at skalaer ofte får patientens tilstand til at fremstå værre, end den er i virkeligheden.
Forbrugerrådet skal hermed opfordre Lægemiddelstyrelsen til at tage stilling til den samlede reklamekampagne.












