Gode råd
Er du på Robinsonlisten?
Ønsker du at tjekke, om du er tilmeldt Robinsonlisten, kan du kontakte Borgerservice i din kommune.
Find dit borgerservicecenter på nemid.nu
Du kan også indtaste dit navn og adresse på conzoom.eu
Mængden af uanmodede reklamer stiger
Mængden af uanmodede skriftlige og telefoniske reklamehenvendelser stiger, men det er muligt at blive fri for uønsket reklame.
Vil du gerne undgå det voksende antal reklamer, kan du tilmelde dig den såkaldte Robinsonliste i cpr-registret.
Du skal blot kontakte din lokale Borgerservice og kvit og frit blive tilmeldt. Når du er tilmeldt listen, må erhvervsdrivende hverken kontakte dig med skriftlige eller telefoniske reklamehenvendelser.
Find dit borgerservicecenter på nemid.nu
Forbrugere kender ikke til Robinsonlisten
Mange forbrugere kender ikke til listen, viser en spørgeundersøgelse fra Tænk Analyse blandt 1.002 danskere. Flere end tre ud af fire forbrugere – helt præcist 77 procent – svarer, at de aldrig har hørt om Robinsonlisten.
Undersøgelsen fra Tænk Analyse viser imidlertid et ønske om fred fra anmassende telefonsælgere og uanmodede reklamer på mail. 35 procent af de forbrugere, der ikke tidligere har hørt om Robinsonlisten, angiver, at de gerne vil tilmeldes.
Knap en million danskere er i dag tilmeldt listen, og antallet af navne på listen er steget med 25 procent siden 2006.
Listen gælder kun reklame
En tilmelding på Robinsonlisten beskytter dig kun mod adresseret skriftlig og telefonisk markedsføring, så du kan altså stadig få uopfordrede henvendelser.
Listen beskytter nemlig ikke mod opkald og breve fra politiske partier, analyseinstitutter og godgørende organisationer.
Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med, om firmaer og organisationer respekterer Robinsonlisten. Oplever man overtrædelser af kontaktforbuddet, er det derfor ham, man kan klage til.
En klage til Forbrugerombudsmanden kan føre til politianmeldelse og bøde til den erhvervsdrivende.
Her kan du klage til Forbrugerombudsmanden
Af Kerstin Bruun-Hansen / Foto Istockphoto



