Biometri: Fordele og ulemper

Biometrisk teknologi kan genkende særlige kendetræk som fx en persons iris eller stemme. Det benyttes allerede flere steder, men ligesom der er fordele, er der også ulemper ved teknologien.

Det mener Forbrugerrådet om biometri

Forbrugerrådet ser mange fordele ved brugen af biometri og er overordnet set positivt stemt over for biometriske løsninger, fordi det er muligt at beskytte forbrugerens privacy, hvis teknologien udnyttes rigtigt.

Derfor står Forbrugerrådet i samarbejdere med blandt forskere og erhvervsorganisationer bag de 10 anbefalinger rettet til virksomhederne.

Ved at indbygge privacy i biometriens teknologiske design fra start af - den såkaldte ”Privacy by Design” løsning- tilgodeser man hensynet til privacy og undgår samtidig efterfølgende dyre og vanskeligere ændringer af et allerede opstillet system.

Én måde at sikre privacy på, er ved at lade forbrugeren bevare kontrollen med sine biometriske data. Fx ved at udstyre sygesikringsbeviset med ens biometri, så dataen opbevares hos forbrugeren og blot verificeres hos virksomheden frem for at overføre data til centrale databaser.

10 anbefalinger til virksomheder om biometri

  • Forbrugerrådet har i samarbejde med Teknologirådet udarbejdet en række anbefalinger
  • Der skal udformes et sæt retningslinjer for anvendelse af biometri.
  • Biometri skal bruges til at opnå øget privatlivsbeskyttelse og sikre, at brugerne har kontrol med egne data.
  • Et fremtidigt biometrisk borgerservicekort skal baseres på ”system on card-teknologi” eller lignende teknologier.
  • Formålet med den biometriske løsning skal defineres på forhånd.
  • Et biometrisk systems sikkerhed er betinget af sikkerheden i hele systemet.
  • Procedurerne for registrering af biometriske data skal standardiseres.
  • Procedurerne for lagring og matching af biometrisk data skal standardiseres.
  • Der skal altid være sikre alternativer og ”fall-back-procedurer”.
  • Der er brug for flere test af biometriske systemer.
  • Berøringsfrie enheder bør benyttes i miljøer, hvor hensynet til hygiejne er vigtigt.

Læs mereTeknologirådets rapport om biometri

Lukket indhold: 
ikke sat

Hvad er biometri?

Biometriske kendetegn er særlige karakteristika, som kan bruges til at identificere et menneske ud fra dets fingeraftryk, øje (irisanalyse), ansigtstræk og vener i hånden.

De seneste biometriske teknologier er baseret på bevægelsesmønstre, så som gang- og stemmeanalyse. Teknologien er under hastig vækst herhjemme og anvendes typisk til at sikre den retmæssige person en adgang til lukkede områder.

Lukket indhold: 
ikke sat

Eksempler på anvendelse af biometri

Herhjemme benytter flere danske arbejdspladser, forlystelsesparker og diskoteker biometriske data til at identificere kunderne. På den måde sikres, at det kun er de rette personer, der får adgang og selve adgangen til diskoteket lettes.

Desuden anvendes biometri af politiet i form af DNA-registre og registrering af fingreaftryk samt af pasmyndighederne; alle pas udstedt efter 1. august 2006 er biometriske, idet de indeholder et digitalt billede lageret på en indbygget chip. På europæisk niveau anvendes biometri i blandt andet id-kort, pas og visumansøgninger.

• Tivoli

Tivoli ønsker at sikre, at spisende gæster på Wagamama der kommer fra Tivoli, også er de eneste der vender tilbage til Tivoli. Dette skal sikres ved ansigtsgenkendelse.  

• Fakta

Fakta anvender fingeraftryksscannere som adgangskontrolssystemer. Dette medfører at medarbejderne slipper for at huske kort og pinkoder samt undgår at blive mistænkt for svind eftersom de kan bevise, at de ikke har været der.

• Taxi Nord i Virum

Igennem længere tid har man i selskabet brugt en fingeraftryksscanner som bruges til at holde styr på de ansattes arbejdstid. Når de ansatte møder ind om morgenen, sætter de deres finger på scanneren, som registrerer, hvornår de er mødt ind. Det samme sker, når de igen skal hjem. Hvor mange timer den enkelte har lagt på jobbet, dukker så op i et computersystem.

• Skanderborg Festival

Skanderborg Festivalen lancerer i år et biometrisk øl-træ. Ved at blive genkendt via et iriskamera skænker træet en dejlig Royal-fadøl - alt foregår helt automatisk og uden indblanding fra personale.

Fordele ved biometri

Biometriske løsninger kan gøre hverdagen mere bekvemmelig for forbrugerne, idet de ikke længere behøver holde styr på diverse passwords og PIN-koder for at få adgang til beskyttede data, men blot skal lade deres fingeraftryk eller iris læse af en scanner.

Ved hjælp af biometri kan der opnås større sikkerhed for, at vedkommende der opnår adgang til det beskyttede data vitterligt er berettiget hertil, fordi man ikke kan stjæle en persons fingeraftryk eller irisaftryk, lige så let som eksempelvis en PIN-kode kan stjæles.
Biometriske teknologier kan sikre større kontrol med hvem, der gør hvad. 

I et supermarked med biometri i stedet for nøglesystemer vil man kunne sikre, at den betroede medarbejder ikke uberettiget låner sin nøgle ud til kasseekspedienter, som skal annullere transaktioner. Det samme vil kunne gøre sig gældende på hospitaler, hvor biometrien vil kunne sikre, at det kun er den relevante sundhedsperson, der kan få adgang til den rette mængde data; Med andre ord er biometrien med til at sikre, at den rigtige person rent faktisk er til stede i situationen.

Ulemper ved biometri

Allerede i dag samles flere og flere informationer om den enkelte forbruger hos myndigheder og private virksomheder. Biometri vil kun forstærke denne tendens, hvis man ikke konstruerer systemet, således at brugerne har kontrol med egne data. Problemet opstår hvis indsamling af biometrisk data blot åbner for endnu en mulighed for at sammenkøre informationer om forbrugerne og derved udvikle detaljerede profiler over adfærd og bevægelsesmønstre, som kan misbruges. 

Ud fra irisscanning, ansigtsscanning og ganganalyse kan man desuden afsløre en række sygdomme og handicap. Disse oplysninger vil være yderst attraktive for eksempelvis forsikringsselskaber, som på baggrund af disse vil kunne vælge at hæve prisen for vedkommendes forsikring eller helt ophæve samarbejdet.

16.4.2010

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Få seneste test, nyheder og gode råd via email.