Testresultater
Læs også om
Kunne du tænke dig at have adgang til al din musik på alle dine Apple-produkter? Og at kunne købe et nummer på din Mac-computer og samtidig have det på din iPhone straks efter? Så skal du ikke bo i Danmark.
Det er muligt i en række lande, herunder USA og Holland, men det er endnu ikke muligt i Danmark.
Som dansker kan du blandt andet bruge iCloud til at sende dine apps, dokumenter, mails, kalenderaftaler og billeder op på en virtuel sky, så du kan bruge det på dine forskellige Apple-produkter uden at skulle synkronisere først.
Vildledende markedsføring
iCloud er gratis, så længe du ikke har brug for mere plads end 5 GB, men det kan du hurtigt få brugt, og så skal du betale for mere lagerplads. Men du skal altså ikke lægge de penge for at få plads til musikken.
Hvis du klikker ind på Apples danske hjemmeside, kan du let få et andet indtryk. Her er musikfunktionen det første, der fremhæves, med billeder af Beatles berømte gang over Abbey Road og overskriften: "Din musik og dine film. Uanset hvor du vil have dem."
Med småt nævnes, at funktionen ikke er tilgængelig i alle lande. Men der står intet konkret om Danmark, selvom hverken musik eller film kan opbevares med iCloud her i landet.
Læs mere om iCloud på apple.com
Forbrugerombudsmanden kigger på Apple
Forbrugerombudsmanden har taget spørgsmålet op over for Apple, fordi man mener, at der er tale om vildledende markedsføring. De to parter fører stadig en dialog.
Det er ikke første gang, Apple bliver beskyldt for vildledende markedsføring.
Læs om Forbrugerrådets aktion mod Apple i foråret
Læs om Apples fortsatte vildledning om AppleCare
Koda og Apple i forhandlinger
Når musikfunktionen endnu ikke er kommet til Danmark, skyldes det ikke modvilje hos Koda, som forvalter musikrettigheder i Danmark og derfor skal blive enige med Apple om en aftale, før de danske forbrugere kan bruge skyen til deres musik.
”Vi er positive over for tjenesten, som vi håber og forventer at se i Danmark. Vi har en god dialog med Apple om den, men sådan noget tager lang tid, for det er en kompleks sag,” siger Koda’s kommunikationschef Nicolaj Hyltén-Cavallius.
Meget tyder altså på, at tjenesten også bliver dansk en dag.
Bygger forventninger op
Ventetiden kan skyldes, at det er et stort arbejde at udrulle tjenesten internationalt, men Richard Ling, der er professor på IT-Universitetet og ekspert i mobiltelefoni, fremhæver, at det også kan være en del af Apples marketingsstrategi.
”Apple er meget dygtige til at bygge forventninger op til deres produkter. Det har de gjort før – blandt andet med iPhone, som også var i USA, før den blandt andet kom til Danmark,” siger han.
Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Apple.
Af Asbjørn Brandt-Pedersen




