Gavekort og tilgodebeviser: Her er dine rettigheder
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Gavekort og tilgodebeviser: Her er dine rettigheder

Hvor længe er gavekortet gyldigt? Kan du få pengene tilbage, hvis det et udløbet? Og hvad er reglerne for tilgodebeviser? Få hjælp her.

Foto: Getty Images · 22. november 2023
hånd rækker et gavekort til kunde

Imagecredit: Getty Images

Gavekort til biografbilletter, oplevelser eller ting som skønhedsprodukter og tøj er populære og lette gaver. Men mange gavekort ender i skraldespanden, fordi modtageren ikke får dem brugt.

Gavekort, oplevelsesgaver og andre former for tilgodebeviser har nemlig en udløbsdato. Og når gavekortet eller tilgodebeviset er udløbet, kan pengene være tabt.

Få styr på reglerne og dine rettigheder her.

Gavekort og tilgodebeviser: Så længe er de gyldige

Gavekort og tilgodebeviser kan du som udgangspunkt bruge i tre år fra udstedelsesdatoen.

Forældelsesfristen kan dog være kortere.

Gavekort og tilgodebeviser kan have en kortere gyldighedsperiode på eksempelvis et år, hvis prisen på behandlingen eller ydelsen jævnligt stiger i takt med almindelige prisstigninger. Det kan for eksempel gælde for et gavekort til en klipning, massage eller et klippekort i svømmehallen.

Har forhandleren tydeligt oplyst dig om, at gavekortet har en kortere forældelsesfrist, er det som udgangspunkt gældende. Fristen må dog ikke være urimelig kort.

Får du ikke udført klipningen, inden fristen udløber, kan virksomheden forlange, at du betaler ekstra, hvis du senere ønsker behandlingen, og prisen i mellemtiden er steget.

Gavekortet kan dog også have en længere frist. Nogle forretninger i Danmark tilbyder kunderne, at gavekort og tilgodebeviser gælder, så længe forretningen eksisterer.

Butikken skal bevise en kort forældelsesfrist

Gælder dit gavekort eller tilgodebevis i kortere tid end tre år? Så skal gyldighedsperioden fremgå af gavekortet eller tilgodebeviset.

Står der ikke en dato eller frist på beviset, er det butikkens ansvar at bevise, at der var aftalt en kortere frist end tre år.

Er du blevet lovet en længere gyldighed, er det dit ansvar at bevise det.

Gavekortets værdi kan blive tabt før tid

Går butikken konkurs? Eller skifter den ejer? Så går værdien af et gavekort eller tilgodebevis ofte tabt.

Vent derfor ikke for længe med at bruge dit gavekort eller tilgodebevis.

Du kan få elektroniske gavekort udbetalt kontant

Et elektronisk gavekort er et plastikkort med en magnetstribe eller et gavekort, som du har modtaget på mail eller sms. Kortet skal enten indeholde en chip, stregkode eller en anden kode, som kan aflæses elektronisk eller indtastes.

Med et elektronisk gavekort kan du få beløbet udbetalt kontant i op til et år efter, at gavekortet er udløbet. Det gælder, også selv om butikken har skrevet bag på plastikkortet eller i vilkårene, at beløbet ikke kan omveksles til kontanter.

Butikker må godt tage et gebyr for at udbetale beløbet kontant, hvis gavekortet ikke er udløbet.

Gebyret skal svare til forretningens udgifter ved at udbetale pengene. Butikken skal have beskrevet, at de har ret til at tage gebyret. Det kan for eksempel være i vilkårene eller direkte på gavekortet.

Hvis dit elektroniske gavekort er udløbet, kan du få beløbet udbetalt uden gebyr i en periode på op til 12 måneder efter fristens udløb.

Tjek gavekortet i butikken

Køber du et gavekort, har du fået et gavekort eller har du et tilgodebevis? Så skal du være opmærksom på dette:

  • Står det korrekte beløb eller den korrekte ydelse på kortet?
  • Er datoen for udstedelsen korrekt?
  • Hvad er udløbsdatoen?
  • Er der andre begrænsninger på gavekortet?
  • Skal du bruge kvittering til at aktivere gavekortet? I så fald skal du huske at give eller få bonen med gavekortet.

Vil du klage over gavekortet?

Klager over dit gavekort skal du altid først rette mod den erhvervsdrivende, som har solgt dig gavekortet.

Kan du ikke blive enig med den erhvervsdrivende, skal du henvende dig til Mæglingsteamet for Forbrugerklager. Hvis de ikke kan hjælpe dig, kan du klage til Forbrugerklagenævnet.

Gavekort skal dog som udgangspunkt have en værdi på mindst 1.110 kroner, før du kan klage til Forbrugerklagenævnet.

Få svar på dit spørgsmål med det samme

Er du i tvivl om dine rettigheder i en konkret sag? Få rådgivning om købelov og markedsføring online nu.

Start rådgivningen nu