Gamle regninger fra Billetnet forarger

En teknisk fejl hos Billetnet for over to år siden betyder, at forbrugere pludselig har modtaget regninger for billetter til koncerter og teaterforestillinger, som for længst har været afholdt.

Gamle regninger fra Billetnet forarger (billede)

Forbrugerrådet mener: Ikke forbrugernes problem

  • Som udgangspunkt skal du jo betale, hvad du skylder til en erhvervsdrivende. Men det helt grundlæggende her er, at Billetnet har begået fejlen. Fejlen er tilmed først opdaget efter meget lang tid. Forbrugerne har købt billetterne i god tro, og har med rette gået ud fra, at betalingen var gennemført.
  • Jo længere tid der går, jo større risiko er der for, at dokumentationen forsvinder, eller om ikke andet er vanskelig at finde tilbage til. Og særligt i denne situation er det jo nærliggende at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man overhovedet kan stole på, at der er styr på alle de efterfølgende opkrævninger.

Jakob Steenstrup, jurist i Forbrugerrådet

Lukket indhold: 
ikke sat

Billetnet sender regninger fra 2009

En del kulturforbrugere har måttet grave dybt i hukommelsen, for at genkalde sig en for længst overstået koncert eller teaterforestilling.

Billetnet har nemlig sendt dem betalingskrav til en række for billetter fra arrangementer tilbage i 2009.

En teknisk fejl i Billetnets betalingssystem har angiveligt betydet, at pengebeløb for køb, som blev bekræftet med en kvittering, faktisk aldrig blev hævet på forbrugernes konto.

Forbrugerne er frustrerede

De meget sene regninger har vakt stor harme og frustration hos forbrugerne, erfarer Forbrugerrådets Rådgivning. Mange har for længst skilt sig af med dokumentationen for betalingen, da de forventede, at billetterne i hånden kunne betragtes som en garanti for at alt var i orden med købet.

Forbrugerrådets Rådgivning har fået en del henvendelser om problemet, her er to eksempler:

”Hvorfor skal jeg betale en gammel regning, som jeg ikke har en jordisk chance for at tjekke om jeg rent faktisk har betalt?”

”Jeg kan ikke huske, at der var problemer med at gennemføre betalingen, men nu har jeg ikke mulighed for at tjekke det, for jeg har i mellemtiden skiftet bank.”

Kravet kan falde for passivitet

Billetnets krav kommer inden for den almindelige treårige forældelse. Men kravet kan risikere at være ugyldigt, hvis Billetnet har forholdt sig for passivt.

Læs om hvad du gør, hvis du får en gammel regning.

Mie Velebilová Sloth Carlsen

14.12.2011

Indkøbskurv

Nyhedsbrev

Modtag test, nyheder og gode råd
- 2 gange om ugen.

Husk: Er du medlem? Log på tænk.dk før du tilmelder dig.

Indkøbskurv