Testresultater
Gode råd
Brændemængde skal svare til det oplyste
Hvis du køber brænde, har du som udgangspunkt ret til at forvente, at du modtager den præcise mængde brænde, du har fået oplyst i salgsmaterialet.
Også selvom det er almindeligt i branchen at opgøre brændemængder på en speciel måde, som kan betyde at den leverede mængde kan afvige fra det oplyste.
Forhandleren må selv sørge for at forklare det tydeligt i salgsmaterialet, hvis det leverede ikke stemmer overens med det umiddelbart åbenlyse. Det viser en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet den 27. oktober 2010.
Brændetårne manglede indhold
En forbruger købte fire brændetårne som ifølge salgsmaterialet var 2,1 m3 hver. To af tårnene manglede dog noget af indholdet.
Det ene tårn rummede kun 1,6 m3 brænde, mens der var 1,5 m3 brænde i det andet.
Forbrugeren henvendte sig derfor til sælgeren for at få et nedslag i prisen svarende til den manglende mængde træ.
Forhandleren: Brændet var tørret
Sælgeren forklarede, at mængden af brænde i salgsmaterialet var opgivet efter brændetårnets udvendige mål, hvilket ifølge sælgeren er fast praksis i branchen.
Den mindre mængde brænde i de to tårnene skyldtes, at brændet i disse tårne var tørret. Forbrugeren havde betalt samme pris for alle fire tårnene.
Men da tørret brænde har en højere pris, måtte der nødvendigvis være mindre i de to tårne med tørret brænde.
Afgørelsen: Brændeleverancen var mangelfuld
Det var helt rimeligt, at forbrugeren forventede at få leveret den mængde brænde, som sælgeren havde oplyst i salgsmaterialet, afgjorde Forbrugerklagenævnet.
Ganske vidst var det rimeligt at det tørrede træ havde en højere pris.
Men uanset at det er kutyme i branchen at beregne brændemængdens rumfang ud fra brændetårnets udvendige mål, var det leverede mangelfuldt. Og forbrugeren havde ret til at få et afslag i prisen.




